Frikadeller er noget, de fleste af os har elsket, lige siden vi var små. De små, runde kødboller er mundrette, milde og gode både til aftensmad og i madpakken. Mens den klassiske frikadelle er lavet af hakket kalv og flæsk, findes frikadellen i dag i mange andre varianter af kød ‒ og sågar helt uden.
Selvom mange af os forbinder frikadellen med noget klassisk dansk, er frikadellen faktisk italiensk. Ordet frikadelle stammer fra det italienske ord "fritta", der betyder stegt. Frikadeller kunne oprindeligt bestå af alt fra grøntsager til kød. Så selvom mange af os forbinder frikadellen med kombinationen af kalv og flæsk, er det altså historisk set helt autentisk at lave frikadeller af grøntsager.
Meatballs, köttbullar, croquette og köfte ‒ kært barn har som bekendt mange navne. De fleste lande har frikadellelignende retter bestående af hakket kød, æg og mel. Der er derfor god grund til at søge mod andre breddegrader, hvis du mangler inspiration til din næste frikadelleret.
Her kan du finde opskrifter på alt fra fiskefrikadeller til grøntsagsdeller, og endda med inspiration fra hele verden.