Hindbær er ligeså smagfulde som de er smukke. Smagen er sød og let syrlig og gør sig godt i både desserter, salater og retter med svampe. De lyserøde bær vokser vildt i hele landet, men kan også fås friske og på frost i din lokale Coop-butik. Det betyder, at du kan nyde godt af de skønne sommerbær hele året.
De frosne bær kan bruges i forfriskende hindbærsmoothies, dessertsaucer eller is. Har du friske hindbær på lager, kan de med fordel nydes som de er, på toppen af kager og i sprøde salater.
De fleste af os bruger primært hindbær i det søde køkken, men hindbær er faktisk ganske vidunderlige i varme retter. De går særligt godt sammen med råvarer fra skoven, heriblandt svampe og vildt. Prøv eksempelvis denne skønne opskrift på kalvefilet med hindbær-kantarelsauce.