Der har været en tid, hvor det næsten var fy-fy at erklære sin kærlighed til den klassiske danske mad, som vi kendte fra mormors køkken. Der skulle spelt på bordet og alt skulle gerne være low fat. Men nu ser vi en ny tendens: Det er blevet moderne at lade sig inspirere af mormors kulinariske genistreger. Mormor er blevet retro på den fede måde - og hurra for det!
Når du tænker på mormors mad, hvilken ret dukker så op på din nethinde? Glaseret skinke med grønlangkål, en omgang cremede tarteletter eller måske karbonader med flødestuvede ærter? Mormor forstod virkelig at kombinere en ret, så den smagte så englene synger. Maden var sjældent særligt kompliceret at kreere og bestod gerne af kød, sovs og kartofler eller en form for grøntsager ‒ men smagene var altid i perfekt harmoni. Mormor formåede at salte korrekt og det var som om, sovsen aldrig skilte og kødet aldrig brændte på.
Hvis man kigger på udviklingen på den danske madscene, kan man for alvor se, at mormor er blevet trendy. Der er så mange, der savner at sætte tænderne i stegt flæsk, tarteletter og boller i karry, at der dukker restauranter op, der ikke tilbyder andet. Så mon ikke det er på tide, at lade mormor få lidt plads i vores egne køkkener igen?
Hvis du har fået lyst til at finde din indre mormor frem, kan du finde et udpluk af de bedste mormoropskrifter lige her.