Spiser du også sushi forkert?

22. oktober, 2019

Sushi er ved at vinde frem som favoritspise hos danskerne og er begyndt at konkurrere med pizza og burger, når der skal bestilles take away - men det er nu alligevel københavnerne, der oftest vælger den japanske spise med ris, rå fisk og tang. Jyderne holder lidt mere igen, hvad angår de små delikate stykker.

Selvom vi spiser mere og mere sushi, kan det være svært at finde rundt i havet af regler, når man snakker om sushi. 

Spiser du sushi på den rigtige måde? Læs med her, og få svaret - der er nemlig ni ting, du bør være opmærksom på.

Det kan jo være, at du kan få en bedre sushioplevelse næste gang, du går på restaurant eller kaster dig over disciplinen derhjemme.

1. Du skal vende sushien på hovedet

For at få den optimale smagsoplevelse skal du vende fx dit stykke nigiri på hovedet, så fisken kommer i direkte kontakt med din tunge. Hvis du smager risene først, kan rissmagen risikere at overdøve fisken eller skaldyret – og lad os være ærlige, vi spiser jo sushi for fiskens smag og ikke risene.

2. Du skal ikke dyppe risene i soja

… Du skal i stedet vende sushien på hovedet og dyppe fisken i soja. Lidt skørt – men på den måde undgår du, at risene suger for meget soja, bliver for våde og falder fra hinanden eller overdøver fiskens smag.

Hvis du i stedet dypper fiskens eller skaldyrets side i soja, vil du opleve, at der kommer mindre soja på. På den måde kan du bedre kan smage hele dit stykke sushi og det vil nå hele vejen op til din mund uden at smuldre. Derudover vil din soja vil holde længere.

Hvis du alligevel synes, der er kommet for meget soja på din sushi, så bør du ikke ryste den. Det anses som værende meget uhøfligt i Japan - men er du herhjemme, går det jo nok an alligevel.

3. Du skal ikke gnide spisepindene mod hinanden

Det ses ofte som uforskammet, hvis du kører spisepindene op og ned ad hinanden, inden du går i krig med den japanske spise. Kun hvis der er tydelige splinter på pindene er det okay – ellers drop showet.

Hvis du gnider spisepindene mod hinanden, hentyder du til, at værtens pinde er af dårlig kvalitet.

4. Du skal ikke komme syltet ingefær på din sushi

Syltet ingefær skal ses som en mundopfrisker. Den syrlige, søde og krydrede smag er ment til at spise mellem to stykker sushi, så din mund er klar til en ny smagsoplevelse uden rester fra det forrige stykke sushi.

Hvis du kommer syltet ingefær på din sushi, vil du opleve at ingefærens smag er alt for gennemtrængende og simpelthen stjæler fokus fra smagen af den sarte fisk eller skaldyr – og det vil jo være en skam… Du skal derfor heller ikke blande ingefær i din soja, da det også vil overdøve smagen fra din sushi.

5. Du skal ikke blande soja og wasabi

Det er efterhånden blevet en populær idé, at soja og wasabi skal blandes sammen. Du har måske set nogle blande den grønne pasta og sorte væske med hinanden, eller endda gjort det selv - men det er ikke den traditionelle idé fra det japanske køkken, hvor sushien stammer fra. Meningen er, at soja og wasabi skal spises hver for sig, da de komplementerer sushien forskelligt og derfor skal mængden af hver ting passes til hvert enkelt stykke – og nogle gange skal soja (eller wasabi) udelades fra den enkelte mundfuld.

Sushikokkene laver oftest sushien med den rette smagssammensætning, så inden du giver dig i kast med forstærkende smage som soja og wasabi, kan du smage et stykke eller to, og derefter tilsætte lidt ekstra. Ellers kan du risikere at ødelægge det delikate stykke, hvis du fx kommer for meget wasabi på.

Hvis du vil have wasabi på dit stykke, bør du i stedet tage en smule wasabi med din spisepind og lægge det på dit lækre stykke sushi i stedet for at blande det i din soja. På den måde får du den helt rigtige mængde af sushi, soja og wasabi. Mums!

6. Du skal respektere smagshierarkiet

Hvis du har spist sushi før, har du måske lagt mærke til, at noget fisk smager kraftigere end andet. Derfor anbefaler puritanere, at du skal begynde med mindre fed fisk – såsom rejer og hvid fisk. Bagefter kan du kaste dig over mere fed fisk – såsom tun, laks, makrel og ål.

Hvis du spiser de mest smagfulde fisk først, kan du risikere at ødelægge smagsoplevelsen af de mindre fede fisk. Af samme årsag, bør du også holde lidt igen med fx wasabi for ikke at påvirke resten af din sushi.

7. Du SKAL ikke spise med pinde

… Men du må gerne. Det er vores egne hjerner, der tænker, at asiatisk mad skal spises med pinde, men på mange sushirestauranter får du i stedet fugtige håndklæder – kaldet oshibori - til at tørre dine hænder. Brugen af fingrene stammer helt tilbage fra det traditionelle japanske køkken, hvor sushi oprindeligt var fingermad, og derfor spiser man stadig med fingrene på de fine japanske restauranter.

Du kan sagtens spise både nigiri og maki med hænderne. Dog skal du nok tage pindene i brug, når du spiser sashimi, som er skiver af rå fisk. Sashimi indeholder kun fisk og ingen ris, hvilket kan gøre det lidt svært at holde fast på sushien og du kan ende ud med meget snaskede fingre.

8. Du skal spise din sushi i én bid

Du skal selvfølgelig ikke spise alt din sushi i én mundfuld, men hvert stykke skal tages i en bid. Ikke noget med at bide stykket over eller skære det over med en spisepind. Sushien er komponeret sådan, at der er den helt rigtige mængde fisk til ris og hvis du deler stykket over, kan du ødelægge smagen og tankerne bag sushien. 

Hvis du alligevel synes, at sushistykkerne er for store, kan du bede sushikokken om at dele dem for dig. På den måde opnår du stadig den helt rigtige smag. 

9. Du skal lade parfumen blive i makeuptasken

Du bør droppe parfumen, da oplevelsen ved at spise sushi både skal mærkes gennem øjne, næse og mund. En overdøvende kraftig duft fra dig – eller din sushimakker – vil ødelægge dine sansers forkælelse, og det ville være en skam.

MEN…!

Men når alt kommer til alt, så skal du selvfølgelig spise sushi på lige præcis den måde, der gør dig og din mund glad. Der kommer ikke noget sushi-politi efter dig, hvis du tager parfume på eller dypper risene i soja fremfor fisken.

Vores tips kan bruges på både restauranter og hjemme i det private.

Hvis du er blevet inspireret til at kaste dig over sushi-disciplinen, giver vi dig her vores yndlingsopskrifter med sushi.

Rigtig god fornøjelse og velbekomme!

Kilder: Berlingske // Sushi Daily // The Mirror //