Sushien har krydset kontinenter for at nå fra det japanske køkken til lille Danmark. Men den nåede altså ikke helt til Vestjylland. Her spiser man i hvert fald seks gange mindre sushi end i København.
Hvis du tilmed er en ældre vestjysk mand, er du blandt dem, der kun en meget sjælden gang imellem spiser tang og ris rundt om fisken.
De unge mellem 15 og 34 år har i større stil end de ældre fået for vane at spise den japanske street food. Og særligt de, der bor i hovedstaden.
De delikate små stykker af fisk, ris og tang kan være lidt dyre at spise sig mæt i, hvis fisken skal være af højeste kvalitet. Så det er måske ikke tilfældigt, at der bliver kørt mere sushi ned hos de højtlønnede, end hos både mellem- og lavtlønnede. Det samme gælder højtuddannede.
Hvis du er en højtuddannet kvinde i København, er der en rigtig god chance for, at du kan finde på at spise sushi i weekenden. Det er nemlig særligt fredag og lørdag, at rishapserne rammer de danske middagsborde. Læs mere om undersøgelsen her.
Kilde: Coop Analyse