Selvom det er japanerne, der får æren af sushi, er vi herhjemme også glade for de små mundfulde. En sushirestaurant med autentiske omgivelser er nem at finde, men der er flere fordele ved selv at afprøve dine japanske køkkenkundskaber. Det er sjovt, det smager skønt, og så er det billigere – i hvert fald hvis du gør brug af vores simple tip.
Når du laver sushi, er det tilberedningen af risene, der har en afgørende betydning for, om det bliver en succes eller ej. Ordet sushi forbindes i langt de fleste tilfælde med rå fisk, men spørger man en japaner, vil vedkommende svare, at sushi betyder syrlig smag, og refererer til de eddikemarinerede ris. Oprindeligt blev de eddikemarinerede ris brugt til at konservere fisken, hvorefter risene blev kasseret, men efterhånden som hygiejnen steg, og mere effektiv køling kom til, begyndte man også at spise risene.
Selvom der er langt fra risengrød til sushi, kan grødris erstatte sushiris, når du giver dig i kast som sushikok i køkkenet. Rissorten man bruger til sushi, er hvide, polerede ris med kortere korn, som ikke knækker så let under tilberedningen. Sushiris bliver klistrede efter kogning, nøjagtig som vi kender det fra grødris. Grødris er også hvide, polerede ris med kortere korn, og selvom navnet på denne type ris ikke er nær så eksotisk, besidder den altså lignende kvaliteter som sushiris, og kan derfor fungere som erstatning.
Det er simpelt: Erstat sushirisene i opskriften med grødris.
Det er vigtigt at have en god føling med risene, når du former dem til små stykker sushi. De skal falde fra hinanden i munden fremfor at være en klistret klump. Vil du have ros for dine ris, skal risene have kropstemperatur, når du laver din sushi. Det hjælper på konsistensen, og skaber en god kontrast til den kolde fisk.
Med spisepinde mellem fingrene og en tallerken med indbydende sushi, stiger sulten og trangen til at dyppe de små stykker i soya og spise løs, men pas på med det – altså at dyppe i soya. Faktisk må soya slet ikke røre risene, hvis du spørger en sushientusiast. Det er respektløst for risene og den sushikok, som har brugt tid på at forberede dem – i dette tilfælde dig. Dyp fisken ganske lidt i soya eller gør som på de finere sushirestauranter i Japan, hvor kokken selv pensler soya på i den mængde, han finder passende.
Vi har fundet vores bedste opskrifter på hjemmelavet sushi til dig. Nu skal du bare skifte sushirisene i opskriften ud med grødris og prøve dig frem som både sushikok og -spiser.
Kilder: Den Store Danske // Pepi Anevski - Verdens bedste sushikok 2013 // CNN Travel