Det kan være svært at få tid til god mad i en travl hverdag. Vi har derfor samlet 36 lækre retter, der sagtens kan komme i fryseren, så du sparer tid i køkkenet.
Der findes mange retter, der kan gemmes og tages op på et senere tidspunkt. Det er især gryderetter, der er frysevenlige. Så næste gang du alligevel står ved kødgryderne, kan du sagtens lave en ekstra stor portion og gemme resterne.
Ris kan også fryses ned, men har tendens til at smuldre, når de er tøet op. Derfor er det en god idé at lave pasta, ris, kartofler og andre friske grøntsager klar til aftensmaden på selve dagen – så er du nemlig sikret de lækreste konsistenser.
1. Skriv indhold og dato på beholderen
Holdbarheden for retter i fryseren er omkring tre måneder. Et godt trick er at skrive dato og indhold på posen eller beholderen, så du altid ved hvor længe det har været frosset ned og hvad beholderen præcist indeholder.
2. Frys maden så fladt som muligt
Hvis du bruger fryseposer, er det en god idé at flade indholdet ud så meget som muligt – ellers find dine flade beholdere frem. På den måde bliver det nemmere at stable retterne og de vil fylde mindre i fryseren. Derudover tager det også kortere tid, at tø maden op.
3. Frys maden i portioner
Det er smartest at fryse maden ned i portionsstørrelser, så du hverken tager for meget eller for lidt mad op. Skriv gerne antallet af personer maden er beregnet til, så du ikke bliver i tvivl, når retten skal op ad fryseren efter et par måneder.
4. Tø maden langsomt op
For at få det bedste resultat, bør du tø maden op ved lav temperatur. Tag gerne maden op ad fryseren dagen før, og lad den tø op i køleskabet natten over.
Ekstra tip: Glemte du at tage maden op aftenen før, skal du ikke gå i panik. Læs med her, og find ud af hvordan du bedst tør maden op i din mikroovn.
5. Varm maden langsomt op
Varm den optøede mad op i en gryde ved svag varme – eller i ovnen ved ca. 180 grader. Maden skal være gennemvarm ved servering og skal gerne have været oppe på kogepunktet i et par minutter.