Det skal du spise i februar

09. juli, 2024

Februar er en måned, der står i kærlighedens tegn - også når det handler om månedens bedste råvarer. Der er nemlig al mulig god grund til at kaste din kærlighed på råvarerne, der både giver smag til og komplimenterer mange af de retter, der fylder vores maver og pryder vores middagsborde i vinterens sidste kapitel. 

Men hvilke råvarer skal du lade dig forføre af? Det kan du blive klogere på her.

Rosenkål 

Det er ikke alle, der har et godt forhold til rosenkålen og dens skarpe smag og lugt. Man bør dog overveje at revurdere sit forhold til denne lille kål, der er lidt af en superkål. Rosenkål har nemlig et højt kostfiberindhold og er rig på både A-, B, C- E-, og K-vitaminer. Og kålen er ikke kræsen. Den kan både steges, koges og spises rå. Lad dig inspirere af opskrifterne nedenfor, og få mest muligt ud af vinterens helt store spiller: Kålen. 

Rødbede

De er flotte i farven, og så er de gode for dig og din krop. Her i Danmark er vi glade for den lille rødbede, når den er syltet og synger duet med vores leverpostejsmad, frikadeller eller kartoffelmos. Men der er altså mange andre retter, du kan bruge rødbeden til. Lad dig inspirere af vores opskrifter nedenfor, og sæt lidt farve og smag på dine retter! 

Gulerod

Den velkendte orange rod, der ofte bliver brugt som en sprød snack til at stille den lille sult om eftermiddagen: Guleroden. Guleroden er et dejligt lille mellemmåltid, men den er også oplagt at bruge i vinterens mange simreretter, som en sød smagsgiver eller som ovnbagt tilbehør i selskab med andre sødlige rødder, som guleroden er i familie med. 
Guleroden giver dig en sund mulighed for at tilsætte sødme i din madlavning. Lad dig inspirere af de mange muligheder nedenfor.

Torskerogn 

I februar skal du hive torskerognen i land – i hvert fald hvis du vil sikre dig rognens mange B- og D-vitaminer. Torskerognen kan tilberedes på andre måder end blot som pålæg på rugbrødsmaden. Lad dig inspirere af de opskrifter, som vi har fundet frem til dig nedenfor, og kast din kærlighed over de smagfulde fiskeæg.

Julesalat

Selvom navnet kunne antyde noget andet, er julesalaten altså ikke kun til brug i julen. Julesalaten er et lille, aflangt salathoved, der indeholde B- og C-vitaminer, og har en sprød konsistens og bitter smag. Den bitre smag fungerer godt til at balancere den søde smag i en ret.
Du kan bl.a. bruge din julesalat rå i en salat eller koge den mør og servere den med et dryp citronsaft og friskrevet parmesan. Mulighederne er mange - og i det her tilfælde varer julen altså lige til påske, og måske endda lidt længere endnu.

 

Opskrifter med julesalat

Persillerod 

Som navnet også antyder, har denne hvide rod en skøn duft af persille, når den bliver tilberedt. Persilleroden ligner til forveksling pastinakken, men pastinakken har en dyb rande i toppen mellem rod og stilk, som persilleroden ikke har.
Persilleroden er en skøn smagsgiver i simreretten og god som supplement til kartoflen i din kartoffelmos. Mulighederne er mange med denne skønne rod, der både kan bages, steges og friteres, dampes, glaseres og marineres.

Løg 

Det er ikke løgn, når vi siger, at løget mest af alt udstråler hverdag, når det ligger der med sin tørre overflade og sit knap så velduftende indre. Til trods for den lidt uinteressante beskrivelse kan vi ikke komme udenom, at løget er kernen i madlavning og en af de vigtigste basisingredienser i køkkenet. 
Løg kan bruges i mange kombinationer, og de er en stærk smagsgiver. 

Husk at opbevare dit løg knastørt, så det ikke får fugt fra køleskab eller lign. 


Knoldselleri 

Knoldsellerien har en fyldig, mild og sød smag, der passer godt til vinterens retter. Når du har skrællet din knoldselleri, er den god som smagsgiver i supper og gryderetter. Du kan også finde dit mandolinjern frem, rive tynde skiver eller stave af knolden og råmarinere dem. 
Uanset hvordan du vælger at tilberede knoldsellerien, indeholder den kostfibre, C-, K- og B6-vitamin samt mineralet kalium.

Korn

Korn bidrager til meget i madlavningen, og det er svært helt at komme udenom dem. Korn kan give dig en mættende grød til morgenmad, rugbrød til frokost, snacks til eftermiddagskaffen og en sprød bund på din hjemmelavede pizza. Mulighederne er mange, når det kommer til korn, og du kan lade dig inspirere af vores skønne opskrifter nedenfor her. Du skal bare finde posen frem med dit favoritkorn, og så er der snart smagfuld mad på bordet - hvad end det er morgen, middag eller aften. 

Bønner 



De er sunde, og de kommer i mange former - og så er der jo rig mulighed for at afprøve en masse forskellige opskrifter og dermed smæske i os af de vitaminrige bønner. 
Bønner er en god proteinkilde, der sikrer dig et godt og mættende måltid, og så holder de på smagen i dine madretter. Krydr dem med hvidløg, karry eller andre friske krydderier, og de vil suge smag og duft til sig, så dine hovedretter får en skøn smag, der indbyder til mere end blot en enkelt portion.