Blommen er den næstmest dyrkede frugt i verden, og derfor findes den saftige stenfrugt i mange forskellige sorter. Foruden violet, findes blommerne også i røde, gule og grønne nuancer. Alle blommer har dog det til fælles, at deres skræl er mat.
Når du skal nyde en blomme, enten som den er eller i madlavningen, skal du sikre dig, at den er moden. En moden blomme er blød at føle på og slipper stilken let. Nogle blommesorter har et besksmagende skind som du må fjerne, inden du kan nyde godt af det saftige frugtkød.
Blommer er vidunderlige i både det søde og salte køkken. Prøv dem eksemepvis som blommechutney til vildt eller ost eller i form af lækre galetter med karamel. Du kan også nyde blommerne i salater, hvor de bidrager med en herlig sødme.
Hvis du er blevet sulten efter en lækker blommeret, kan du finde endnu mere inspiration i opskrifterne herunder.