Sådan får du sprøde flæskesvær dagen derpå!

09. juli, 2024

En flæskesteg uden sprøde flæskesvær er bare ikke en rigtig flæskesteg. Det er dejligt og et vigtigt tilbehør at have noget knasende til den lækre, saftige steg.

Men hvordan sørger du for, at sværene også er sprøde dagen efter? Vi giver dig her, et par tips til hvordan du kan byde dine gæster og dig selv på sprøde, knasende flæskesvær - selv efter et par dage i køleskabet.

Hvordan får man sprøde flæskesvær?

Først gælder det om at få sprøde flæskesvær på selve dagen, og det er der mange husråd for.

Vi har udarbejdet denne guide, så du er sikret sprøde svær hver gang. God læsning og god appetit!

Det er vigtigt at bide mærke i, at flæskesteg er en ret og ikke en udskæring i sig selv. Flæskesteg kan bestå af fx ribbensteg, nakkekam eller kamsteg, så det gælder bare om at finde ud af, hvad du synes smager bedst. Ribbensteg er ofte den billigste af udskæringerne.

Hvordan får man sprøde flæskesvær igen?

Når først du er lykkedes med sprøde svær, og middagen med den lækre flæskesteg er vel overstået, skal du gemme overskydende steg og svær

Vi har to forskellige metoder til at få sprøde flæskesvær igen dagen derpå - nemt og simpelt!

Brug bagepapir

Bagepapir er ideelt at bruge, hvis du gerne vil have sprøde svær nemt og hurtigt, og som ikke behøver blive varmet op dagen efter. 

  1. Skær sværene af stegen
    Sørg for at have så lidt fedt tilbage på sværene som muligt. Hvis der er meget fedt på sværene, kan du risikere at de ikke vil beholde deres sprødhed. Du kan med fordel bruge en skarp kniv, så du bagefter får et stykke kød uden trævler og grimme skæremærker.
  2. Pak sværene ind i bagepapir
    Tag sværene og pak dem ind i bagepapir og luk 'pakken' sammen med en elastik og læg flæskesværene i køleskabet. På den måde har du sprøde og knasende svær dagen derpå. 

Dine flæskesvær kan sagtens beholde deres sprødhed i et par dage, hvis du opbevarer dem i bagepapir og i køleskab.

Brug mikroovn

Du kan sagtens bruge din mikroovn til at få sprøde svær - især hvis de skal være lidt lune. Hemmeligheden er blot at vente et par minutter efter de har været i mikroovnen, så dampen når at forsvinde. Ved første øjekast ser sværene bløde og gummiagtige ud. Men fat mod! De sprøde svær skal nok komme frem - bare følg denne simple fremgangsmåde:

  1. Skær sværen af den kolde flæskesteg 
    Du skal blot skære sværene af selve stegen og sørge for, at der følger så lidt fedt med på sværene som muligt. Jo mindre fedt - jo sprødere svær. Det være en fordel, at bruge en god og skarp kniv, så du sikrer dig et stykke kød uden trævler og grimme skæremærker. Du kan også skære nogle skiver af selve stegen, så du er klar til at kaste kødet i en lækker flæskestegssandwich, når sværene er blevet sprøde.
  2. Del flæskesværene fra hinanden
    Når du har skåret sværene af stegen, skal du dele hvert enkelt flæskesvær fra hinanden. Dette gøres blot ved at føre kniven ned mellem hvert svær. Ved at dele sværene fra hinanden, opnår du sprødere svær, end hvis du opvarmer dem samlet. 
  3. Læg sværene på en tallerken med køkkenrulle
    Tag fat i en tallerken og lidt papir, der kan tåle at komme i mikroovnen Du kan enten vikle papiret rundt om sværene eller lægge sværene mellem to stykker af bagepapir. 
  4. Kom sværene i mikroovnen
    Sæt mikroovnen på 800 W og kom sværene derind i tre minutter. Når du tager sværene ud, vil de formentlig føles lidt bløde, men du skal blot fjerne køkkenrullen og lad dem hvile i ca. to minutter. Så har du sprøde svær - lige til at hapse i sig. 

 

Hvad kan man spise til flæskesteg?

Flæskesteg kan både nydes som en traditionel juleret med rødkål, brun sovs og brunede kartofler. Du kan også bruge stegen til restemad i form af biksemad eller du kan pifte flæskestegen op med æble-grønkålssalat.

Vi har samlet lidt lækre retter med steg og sprøde svær, som du blot kan kaste dig over.

Kilder: Idenyt // Samvirke // Madling //