Stik skiver af flæskesteg ind mellem to skiver brød sammen med rødkålsresterne, syltede agurker og den helt rigtige dressing – og mange andre måder at give dine julerester nyt liv på.
Vi hjælper inspirationen på vej, når du skal have brugt julebordets rester rub og stub.
Vi må erkende, at resterne af flæskestegen og andestegen bare ikke smager lige så godt på anden- og tredjedagen. Derfor klæder det dem rigtig godt at blive brugt i en helt anden ret som for eksempel en flæskestegssandwich eller en god og greasy burger med lækre stykker af and.
Med opskriften på pulled pork burger kan du få brugt det overskydende rødkål. Du kan også bruge resterne af rødkålen til din flæskestegssandwich.
Er der overskud af frikadeller fra den årlige julefrokost, kan du dagen efter sætte tænderne i en snasket (og helt perfekt) frikadellesandwich.
Det kræver ikke meget mere end at smide et par lune deller, lidt rødkål og en god mayonnaise i en bolle. Sådan en smager særligt godt dagen efter en våd julefrokost.
Hvem kan ikke lide en god pastaret? Det er nemt at bikse sammen og så smager det godt! Særligt denne pastaret med and ryger lige ned!
... og så giver opskriften lidt variation fra de ellers sædvanlige juleretter, vi fylder os med i juledagene.