Spis og drik dig igennem varmen

09. juli, 2024

Rigelige mængder væske og ekstra salt. Det er de to tommelfingerregler, du skal huske på, når det kommer til, hvordan du bedst drikker og spiser dig igennem de varme sommerdage

Når solen er fremme og temperaturen stiger, nyder nogle at finde solhatte og strandstole frem, mens andre foretrækker skygge og læskende sommerdrikker en masse. Men hvordan spiser og drikker du egentlig klogest i varmen?

Så meget skal du drikke i varmen

Det kommer nok ikke som den store overraskelse, at du skal drikke rigeligt i varmen. Men hvor meget er 'rigeligt', og er det kun vand, du skal hælde i glasset? Som tommelfingerregel skal en almindelig, sund og rask voksen drikke mindst 2,5 liter væske i døgnet, mens ældre skal drikke lidt 1,5 - 2 liter væske i døgnet. Det fortæller overlæge ved Aarhus Universitetshospital, Ole Mølgaard, ifølge Stiften.dk

 Væske behøver ikke kun være vand, men kan også være the, kaffe, saft eller andre læskende drikke. 

Drik gerne andet end postevand – og ikke en masse på én gang

Alt væske tæller – også det, der indgår i maden. For ældre og personer, der er ved at dehydrere i varmen, råder overlæge Michael Hansen-Nord til at droppe postevandet og i stedet drikke saft, juice, sodavand eller danskvand: "Postevand er ikke en god idé for ældre, og hvis du er ved at dehydrere, for der er ikke nogen salte i almindeligt vand fra hanen, og det gør, at indholdet af salt i din krop falder, og det kan man også dø af," fortæller overlægen ifølge Tv2.dk. Dehydrering er altså ingen spøj, og du skal være opmærksom på dig selv og dine nærmeste i heden. Træthed, hovedpine, koncentrationsbesvær, mørk og koncentreret urin, slap hud og tørre slimhinder er tegn på dehydrering – og grund til at søge lægehjælp.

Hvis du sidder og tænker, at du hellere må få hældt en hel masse væske indenbords med det samme, så tro om igen. Din krop kan nemlig kun optage cirka en deciliter væske per kvarter, og det er derfor bedst at fylde lidt væske på dit system hele tiden i løbet af de varme dage. Det skriver Dr.dk.

Drys lidt ekstra salt på din mad

Det er ikke kun væske, der er godt for dig i varmen – salt er også vigtigt: "Når vi sveder, kommer der vand ud af kroppen. Der kommer samtidig også noget salt ud. Det er der mange, der kan nikke genkendende til, når de får sveddråber ned i munden, at det smager sådan salt. Det vil sige, at man også taber noget salt," forklarer læge Tue Flindt Müller til Dr.dk

Det er derfor en god idé at være lidt ekstra gavmild med saltbøssen, når temperaturen stiger. Men husk: For meget salt kan være skadeligt, og du skal altid følge din egen læges råd.

Er du ellers sund og rask, kan du dog med fordel drysse lidt ekstra salt på maden eller vælge nogle dejlige, salte retter til frokost og aftensmad – vi har fundet vores salte sommerfavoritter frem til dig nedenfor. Husk også at nogle drikke, som fx sportsdrikke og danskvand, indeholder salt. 

En is eller to ... eller tre

Væske, tjek. Salt, tjek. Men hvad så med en kølende is eller to? Der findes måske ikke noget videnskabeligt bevis på, at du bør spise ekstra mange is i varmen, men her på Coop Opskrifter synes vi nu alligevel, at tårnhøje temperaturer kalder på iskolde is! Vi skal i hvert fald have minimum én kølende snack om dagen i denne her varme.

Salte sommerfristelser, læskende drikke og friske ispinde

Find masser af gode opskrifter på både is, drikke og salte sommerhit her. Så bliver det let at spise og drikke dig igennem heden.