Hvor længe kan chokolade egentlig holde sig?

09. juli, 2024

Der er ikke noget bedre at sætte tænderne i end et godt stykke chokolade, og det er med gode grunde, vi gemmer vores chokolade i skuffen - den skal for alt i verden ikke smides ud! Men hvor længe kan den egentlig holde sig dér? 

Har du også prøvet at finde en plade chokolade, men til stor skuffelse opdage, at chokoladen har en grålig overflade? Pak skuffelsen væk. Det gør nemlig ingenting, at chokoladen er blevet grå. Den kan holde sig længe endnu. Meget længe. 

Nyd din chokolade – også efter holdbarhedsdatoen

Heldigvis for os er chokolade en af de råvarer, der kan holde sig længe – også længere end der står på pakken. Ifølge Jens Kirk Andersen, som er seniorforsker ved DTU Fødevareinstituttet, er en god tommelfingerregel, at alle fødevarer, der kan holde sig ved stuetemperatur, heriblandt chokolade, kan holde sig længere, end der er angivet. Disse madvarer kan med tiden miste kvalitet og aroma, men man kan ikke blive syg af dem. 

Jens Kirk Andersen anbefaler, at man med disse madvarer lugter eller smager sig frem.

Den grå farve på chokoladen kommer, hvis den har været opbevaret for varmt eller ved svingende temperaturer. Det er altså ikke holdbarheden, der er skyld i den grålige overflade, men derimod opbevaringen. Du kan derfor med ro i sjælen lukke øjnene for den grå farve og nyde chokoladens stadig skønne smag. 

Sådan skal du opbevare din chokolade

Der er flere punkter, du bør tage højde for, når du skal opbevare din chokolade, hvis du vil bevare dens gode udseende og smag. 

  • Chokolade må ikke få for meget lys. Opbevar derfor din chokolade i et mørkt skab eller skuffe. 
  • Pak chokoladen ind. Så undgår du, at den tager smag fra andre fødevarer i skabet. 
  • Temperaturen bør være stabil og helst ikke over 15-20 grader. Svinger temperaturen får din chokolade den grålige overflade. Det samme får chokoladen, hvis du opbevarer den i køleskabet. I køleskabet er luftfugtigheden høj, hvilket betyder at sukkeret i chokoladen nemmere udskilles, hvilket giver et lyst skær i overfladen. 
  • Har du opbevaret din chokolade i køleskabet, og skal du bruge den til bagværk eller overtræk, så tag den ud i god tid og lad den få varmen, inden du går igang. Hurtig opvarmning under bagning eller i vandbadet er nemlig ikke godt for chokoladen.

Forkæl dig selv (og dem du holder af) med de bedste opskrifter

Når du nu har fundet ud af, at chokolade holder sig længe, meget længe, er der ikke andet for end at få brugt resterne fra skabet. 

Står du for værtindegaven, og er du ude efter en personlig gave, der ikke ligner alle de andre? Forær disse chokoladeskeer, der bare skal i en kop varm mælk, så er der dejlig chokolade at varme sig på. En værtindegave der med garanti vil vække stor glæde hos modtageren. 

Imponér kaffegæsterne med hjemmelavede Sarah Bernhardt kager. En lille, delikat lækkerbisken med sprød makronbund, luftig chokolademousse og et chokoladeovertræk, der knækker mellem tænderne. 

Du kan også forkæle din udkårne med denne chokolademousse med skyr og hindbær – hvem får ikke bløde knæ af den kombination? 

Kilder: DTU Fødevareinstituttet // Samvirke