Tema

Kylling til aftensmad


I ovn, på panden eller i gryden. I skiver, i tern eller helstegt. I gryderetter, serveret med mos til eller sat på spyd. Kylling kan spises på et utal af måder, og kun fantasien sætter grænser for, hvordan du kan bruge det lyse kød i madlavningen. Her giver vi dig en masse lækre opskrifter på retter med kylling. 

Kylling på menuen

Skal I have aftensmad med kylling? Og er du kørt træt i de samme opskrifter? Kylling er heldigvis en taknemmelig råvare, der gør sig godt i de fleste retter og køkkener. Her kan du finde inspiration til, hvordan du serverer nem aftensmad med kylling. 

Kylling i ovn

Uanset om du skal tilberede kyllingen hel, som lår eller bryst, kan du spare tid i køkkenet ved at tilberede kyllingen i ovnen. Et godt tip er at tilberede kylling og tilbehør i samme fad. Både kartofler og grøntsager bliver ekstra smagfulde, når de får lov at stege i kyllingens saft - og så har du kun én ting, du skal holde øje med i ovnen. Hvis der er skind på kyllingen, skal det masseres i rigeligt salt - så er der næsten garanti for knasende sprødt kyllingeskind.

Stegt kylling

Pandestegt kylling har uanede muligheder. Server kyllingebrysterne, som de er, evt. med en lækker sovs til, eller prøv dem parmesanpanerede med en ærtemos til. Og hvis du har rester, skal du bare være glad. De er nemlig gode i madpakken i en sandwich, wrap eller en fyldig frokostsalat. Rester af gårdsdagens kylling kan også bruges til en kylling i karry eller i tarteletfyld. 

Asiatisk kylling

Kyllingekødets milde smag gør det velegnet til asiatiske, krydrede retter. Er du vild med ingefær? Så kan du lave en lækker ingefærmarineret kylling med gurkemeje og koriander - eller servere kyllingen med en skøn og cremet limesauce. Hvis du er vild med indisk, er kylling også din ven. En klassisk butter chicken eller en tikka masala med kylling er lækker comfort food i hverdagen. Opskrifterne kan du selvfølgelig finde herunder. 

Hvad end du er til den ene eller den anden ret med kylling, garanterer vi dig dejlig aftensmad med kylling, hvis du følger en af nedenstående opskrifter. 

God fornøjelse - og velbekomme.