9 ud af 10 danskere spiser bacon, viser en undersøgelse foretaget af Coop Analyse. Det er derfor, højst sandsynligt, langt de fleste, der utålmodigt har kigget langt ind i ovnen eller stået med sikkerhedsafstand fra stegepanden, der sprøjter komfur og forklæde til. Den tid er slut. Tænd for mikroovnen, når du skal stege bacon og smid i stedet røræg på panden og boller i ovnen.
Skal du ikke bruge en hel pakke bacon, men derimod blot et par skiver, er mikrobølgeovnen oplagt at stege bacon i. Det tager ingen tid, du får mere plads på komfuret, og så undgår du stænk af fedt, der kræver rengøring. Det er nemt og bekvemmeligt med bacon i bølgeovnen.
Du behøver ikke at finde andet frem end en tallerken, et par stykker køkkenrulle og bacon.
Læg to stykker køkkenrulle på en tallerken. Læg derefter to til tre skiver bacon på tallerkenen. Skru din mikroovn op på fuld effekt. Det er omkring 800-1000 watt. Sæt tallerkenen med køkkenrulle og bacon ind i mikroovnen og tænd.
Det er vigtigt at huske, at alle ovne er forskellige, og det varierer derfor, hvor lang stegetiden er. Prøv dig frem med 10 sekunder ad gangen, indtil dit bacon har den sprødhed og gyldne overflade, du foretrækker. Det burde ikke tage mere end et par minutter, så har du sprød bacon uden eftefølgende rengøring.
Når du steger bacon, kan du risikere, at dit baconstykke krøller. For at undgå krøllet bacon kan du stikke stykket med en gaffel, inden du steger det. Stik hver side bacon tre til fire gange med en gaffel på det smalle led af baconstykket.
Med sprøde skiver bacon foran dig på tallerkenen, er mulighederne mange og smagfulde. Du kunne fx forkæle dig selv og dine smagsløg med denne lækre æggekage med bacon, tomater og purløg. Servér æggekagen med et sprødt stykke rugbrød. Dét er nem aftensmad, der smager dejligt hver eneste gang.
Skal din udkårne forkæles, kan du pryde middagsbordet med disse lækre bøffer serveret med bønnesalat og bacon. Hvem falder ikke for en mør bøf og en god salat toppet med sprød bacon?
... og vil du udfordre din udkårnes smagsløg med en bacondessert, bør du straks give dig i kast med denne udsøgte chokoladekage med karamel og bacon. Den vil med garanti give bløde knæ.
Kilde: Samvirke