Et overflod af rabarber: Sådan skal du opbevare dem

06. april, 2020

Når foråret er over os, og rabarberne titter frem, kan vi ikke lade være med at samle løs af de røde stængler. Det kan resultere i et overfyldt køkken. Og selvom vi elsker rabarber, er det ikke alle, der har køkkenplads til at opbevare dem i stakkevis. 

Derfor giver vi dig gode råd til hvordan du bedst, og mest praktisk, opbevarer rabarber. Både i fryseren og i køleskabet. 

Sådan får du brugt alle dine rabarber

Vores bedste råd er faktisk at få brugt alle dine rabarber. Og det kan vi også sagtens hjælpe dig godt på vej med. Vi har nemlig de lækreste opskrifter med rabarber, både salt og søde, så du slet ikke kan lade være med at bruge rub og stub af de røde stængler. 

Søde kager med rabarber 

Kage er et nemt (og lækkert) valg, når det kommer til at matche rabarber. Du kan lave klassikere som fx tærter og smuldredej med rabarber. 

En af vores favoritter er dog et lidt anderledes take på rabarberkagen. Nemlig disse svampede rabarbermuffins. De er lette, luftige og lige til at sætte tænderne i. 

Rabarbersaft og -snaps

Rabarber indbyder til sjove køkkenprojekter fx en god rabarbersaft. Invitér børnene i køkkenet så de kan være med til at lave deres egen saft. De vil med garanti elske det! 

Du kan også prøve kræfter med den mere voksne rabarbersaft. Nemlig vores opskrift på rabarbersnaps. Den er perfekt på påskebordet. 

Rabarber i det salte køkken

Rabarber er også lidt af en stjerne i det salte køkken. Fx klæder kylling og rabarber hinanden rigtig godt. Prøv vores opskrift på spicy kylling med rabarber, friskrevet ingefær og grøn karry


Der er et altså mange gode (og smagfulde) muligheder for at få brugt alle rabarberne. Skulle det dog alligevel ske, at du har rabarber i overskud, guider vi dig til, hvordan du opbevarer dem bedst. 

I køleskabet 

Der er sikkert mange måder at gøre det på, men en af de bedste måder, altså den der holder dine rabarber friske i længst tid, er ved at samle rabarberne i et bundt. Pak derefter bundet forsigtigt ind i folie og lad det ligge i køleskabet. 

Du skal pakke rabarberne tæt sammen, så de ikke udtørrer. Men du må ikke pakke dem for stramt. Pakker du for stramt, risikerer du, at ethylen, der er i rabarber, ikke kan undslippe. Og det resulterer i kedelige og bløde rabarber. 

Derfor: Et samlet bundt, der ikke er pakket for stramt ind i folie, men heller ikke for løst, er den bedste måde at opbevare dine rabarber på i køleskabet. Så holder de sig friske i op til to uger. 

I fryseren 

Vil du forlænge rabarbersæsonen, skal du bruge fryseren. Her holder de sig nemlig længe. 
Skær de friske rabarber i mindre stykker og fordel stykkerne på en plade med bagepapir. Det kan være en bageplade eller en anden form for plade, der kan tåle at komme en tur i fryseren. 

Sæt nu pladen i fryseren og lad rabarberstykkerne fryse. Når stykkerne er frosset, kan du hælde dem over i en beholder og lade beholderen ligge i fryseren. På den måde undgår du, at dine rabarberstykker fryser sammen til et stort stykke. 

Vælger du at blanchere dine rabarber inden, du kommer dem i fryseren, kan du sagtens bruge samme metode, du skal bare sørge for at dræne stykkerne godt for vand, inden du placerer dem på pladen, der skal i fryseren. Det kan du fx gøre med et viskestykke eller køkkenrulle.

Du skal være opmærksom på, at dine rabarber mister sin sprødhed, når du fryser dem. De er derfor bedst at bruge i tærter, syltetøj, kompot, saft eller andre opskrifter, hvor det ikke kommer an på den knasende konsistens. 

Når du skal tø dine rabarber op 

Lad dine rabarber ligge på køkkenbordet, til de er tøet op. Hvis du vil bevare formen på dine rabarberstykker, skal du ikke begynde at røre ved dem før, de er tøet helt op. 


Kilder: BBC Good Food // Cook's Illustrated