Smagen af koldskål vækker søde minder fra barndommen. De fleste af os har vores foretrukne opskrift liggende i gemmerne, måske endda på rygraden, men der er alligevel værdifulde tips og herlige nyfortolkninger at hente lige her, du med fordel kan tilsætte i din skål.
Resultatet er nemlig en særdeles cremet og let-syrlig koldskål med smagfulde spor af sød vanilje.
På næsten magisk vis dukker koldskålen op i det ganske land, så snart vejret viser sig fra sin lune side.
Hvornår koldskålen helt nøjagtigt er i sæson, er svært at sige, men noget tyder på, at vi i juni og juli sluprer særligt meget af den klassiske koldskål i os.
Men hvad er klassisk koldskål egentlig?
I dag vil vi nok beskrive en klassisk portion koldskål som en læskende ret af mælkeprodukter. Men sådan har det ikke altid været.
Oprindeligt var koldskål en sød, kold suppe, der blev serveret som forret i sommerhalvåret. Koldskålen var dengang baseret på frugt, vin eller øl ‒ ikke på mælk. Frk. Jensens kogebog fra 1914 indeholder fx seks opskrifter på koldskål, og ingen af dem var mælkebaserede.
Når vi i dag skal lave koldskål hjemme i køkkenet, vil vi højst sandsynligt ikke tilsætte frugt, vin eller øl, men derimod kærnemælk, sukker, vanilje og måske lidt citron.
En koldskål skal helst være cremet. Så glider den lettere ned, end den gør i forvejen.
Der er flere forskellige ingredienser, du kan tilsætte for at gøre din koldskål ultimativ cremet.
Den klassiske metode til en cremet portion koldskål er ved at bruge æggeblommer. I Danmark er vi så heldige, at vores æg er salmonellafrie, og den glæde udnytter vi gerne i vores koldskål.
Ved at piske æggeblommer sammen med sukker får du en hvid, tyk og luftig æggesnaps, der i øvrigt også er en af mormors herligheder. Når du vender æggesnapsen sammen med de øvrige ingredienser, får du den absolut mest cremede koldskål, der er lige til at slupre i dig.
Er du ikke til æg i din koldskål, er der også et andet godt tip, der sikrer dig en koldskål af den særligt cremede slags:
Supplér den klassiske kærnemælk med tykmælk, ymer eller A38. Det resulterer også i en cremet konsistens.
Kan du ikke få nok af den søde smag i din koldskål, kan du prøve at tilsætte fløde.
Supplér kærnemælken med fløde alt efter smag og behag.
Vil du have din koldskål ekstra sød og ekstra cremet, skal du tilsætte både æggesnaps, kærnemælk og fløde i din koldskål. Så er du garanteret en uimodståelig og garanteret cremet koldskål.
Klassiske smagsgivere i en koldskål er sukker, vanilje og citron.
Den gode, søde smag i en koldskål kommer fra vanilje, og det er derfor vigtigt, at du ikke går på kompromis med netop den råvare. Prøv derfor en vaniljestang fremfor vaniljesukker.
Kornene fra vaniljestangen er den mest friske slags vanilje, du kan finde – og så smager det bare ekstra godt.
Det kan måske virke lidt besværligt med sådan en vaniljestang og derfor mere overskueligt at gribe ud efter dåsen med vaniljesukker. Men det er faktisk slet ikke så svært.
Se her: Sådan får du nemt vaniljekornene ud af din vaniljestang.
Er du til citron i din koldskål, kan du med fordel rive frisk citronskal fra en usprøjtet citron direkte ned i din koldskål eller som syrlig topping med dine kammerjunker.
Noget af det bedste ved koldskål er alle de herligheder, vi kan drysse på toppen.
Det sædvanlige, og altid sikre valg, er selvfølgelig sprøde kammerjunker. Nogle knuser dem, andre smider dem hele i. Uanset hvordan du foretrækker dine kammerjunker, vil de altid hænge uløseligt sammen med koldskål.
Psst.. Læs med her, hvor vi afslører, hvorfor vi egentlig kalder vores go-to-topping for en kammerjunk.
Men når vores trang til koldskål nu stiger i månederne maj, juni og juli, kan vi med fordel også udnytte alle de lækre bær naturen byder på i netop disse måneder og toppe vores koldskål med søde, syrlige og solmodne bær.
Læs også: Se vores store guide til hvornår de forskellige bær er i sæson.
Vi er overbeviste om, at koldskål kan spises morgen, middag og aften. Dog kræver det lidt variation af topping alt efter om du sluprer koldskålen ind om morgenen eller om aftenen.
Koldskål til morgenmad kan sagtens fungere. Særligt hvis du topper den cremede skål med en lækker müsli og lidt frisk frugt.
En klassiker bliver ofte udsat for lidt af hvert i køkkenet, og det er koldskålen også blevet. Ud af dét er kommet gode fortolkninger af den højtelskede klassiker – fortolkninger, du er nødt til at afprøve i løbet af sommeren, hvis du som os, er stor fan af koldskål.
Koldskål er en sikker vinder, når du trænger til at blive nedkølet i sommervarmen. Troede du i hvert fald. For faktisk er der én ting, der gør sig bedre end koldskål som nedkøler i sommervarmen: Koldskålis.
Med en scoop koldskålis er du garanteret en smagfuld nedkøler, der tager de værste svedperler fra panden.
Denne opskrift er med blåbær, men du kan bruge lige de bær, du foretrækker.
Få den smagfulde opskrift på koldskålis her.
Vi er, som nævnt tidligere, overbeviste om, at man sagtens kan spise koldskål både til morgenmad, frokost, som mellemmåltid, til aftensmad eller som dessert.
Særligt som dessert gør koldskålen sig godt, men du kan faktisk gøre din koldskål endnu mere dessertvenlig ved at trylle den til en lækker pannacotta med knas, jordbær og hvid chokolade. En sommerlig dessert, der passer perfekt til en hyggestund i haven eller på altanen.
Tag bær og koldskål til et helt nyt niveau med denne opskrift på lækker hindbærkoldskål:
Blend dine hindbær ned i koldskålen og servér med hjemmelavede mandelkammerjunker og luftigt skum på toppen.
Den lækre luftige skum af æggehvider gør noget helt særligt ved hver en mundfuld. Faktisk er det et gammel mormor-trick at piske æggehvider stive og toppe koldskålen med små ”snebolde” af hvidt skum.
... endnu et stort tak til mormor for hendes køkkenkundskaber, vi stadig nyder godt af i dag.
Ekstra tip: Har du koldskål tilovers kan du passende blende den med gode frugter og bær til en lækker smoothie.