Man kan ikke andet end komme i julestemning af duften og hyggen ved at lave sine egne æbleskiver. Æbleskiver er en klassiker i julemånederne og de smager bare helt fantastisk, når de er hjemmelavede.
Det bedste af det hele er, at det slet ikke så svært endda! Følg denne nybegynderguide på hjemmelavede æbleskiver og du vil hurtigt opdage, hvor lækre de runde hapsere bliver, når du selv giver dig i kast med bagningen.
Denne opskrift fra Irma er en sikker vinder hver gang, der skal hjemmelavede æbleskiver på bordet.
Opskriften giver ca. 40 lækre æbleskiver og det tager omkring 60 minutter. Du skal bruge ca. 15 minutter på at tilberede dejen og ca. 45 minutter på at stege dine æbleskiver. Tag et glas lækkert gløgg i hånden og tiden vil flyve afsted.
1. Find de forskellige ingredienser frem
Gå på jagt i køkkenskabene, find ingredienserne frem og mål dem af, så du sikrer dig at alt er klar til æbleskiveproduktionen.
Er du i tvivl om hvor mange æbleskiver du skal lave? Lav hellere for mange end for lidt. Æbleskiverne smager nemlig også fantastisk dagen efter.
2. Smelt smørret i en gryde
Find en gryde frem og smelt smørret på komfuret ved middel varme. Når smørret er smeltet, skal du sætte det til side til senere. Du kan også bruge flydende smør, hvis du har det i køleskabet i stedet. Hvis du bruger flydende smør, skal det ikke smeltes i en gryde.
3. Bland tøringredienserne sammen
Saml alle tøringredienserne og bland dem sammen i en stor skål. Det kan være en fordel at sigte melet og bagepulveret, da risikoen for klumper bliver lavere. Dog kan du sagtens få en god dej, selvom du ikke sigter tøringredienserne.
4. Tilsæt danskvand og mælk
Når tøringredienserne er blandet sammen, skal danskvandet og mælken tilsættes. Rør grundigt rundt bagefter for at sikre, at der ikke kommer klumper i dejen. Du kan med fordel bruge et elektrisk piskeris, da det gør processen lettere og kortere.
Tip: Du kan bytte danskvandet ud med øl, hvis du vil have en mere bitter og aromatisk udgave af æbleskiverne.
5. Del æggeblommer fra æggehvider
Find en endnu stor skål frem og fordel æggene, så æggeblommer kommer i skålen med dejen og æggehvider kommer i den anden, tomme skål. Det er vigtigt, at der ikke kommer æggeblommer ned til æggehvider, da det gør, at de ikke kan blive pisket stive. Det er okay, hvis der kommer lidt æggehvide ned til æggeblommerne.
Tip: Hvis du taber lidt af æggeskallen i en af skålene, kan du nemt få det op igen ved at bruge resten af ægget som en form for ske, eller komme vand på din finger, inden du går på jagt i æggemasserne.
6. Pisk æggeblommer i dejen
Når æggene er fordelt, skal æggeblommerne piskes i dejen sammen med det smeltede smør. Pisk dejen indtil den er glat.
7. Pisk æggehviderne stive
Sørg for at piskerisene på elpiskeren er helt rene, inden du går i gang med at piske æggehviderne stive. Hvis der kommer æggeblomme, dej eller andet ned til hviderne, har de meget svært ved at sætte sig ordentligt og du vil ende med at få kedelige og kompakte æbleskiver.
Tip: Du kan nemt tjekke om æggehviderne er pisket stive ved at vende skålen hovedet. Æggehviderne har den rette konsistens, hvis de bliver inde i skålen.
8. Vend æggehviderne i dejen
Vend forsigtigt de piskede æggehvider i dejen. Gør det gerne lidt ad gangen, så du er sikker på, at det bliver inkorporeret ordentligt. Det er vigtigt, at du bruger en dejskraber eller ske til denne del af processen, da det gælder om at beholde så meget luft fra æggehviderne som muligt. Hvis du bruger en elpisker til dette, risikerer du, at slå luften ud af dejen.
9. Steg æbleskiverne i et æbleskivejern
Smelt lidt fedtstof i æbleskivejernet og bag æbleskiverne i ca. 2½ minut på hver side, så hver æbleskive får ca. 4-5 minutter i alt. Æbleskiverne kan vendes med fx en strikkenål eller kødnål.
Hvis du vil have helt runde æbleskiver, kan du komme lidt ekstra dej ved, når du vender æbleskiverne. På den måde udfylder du det hul, der kan komme når de vendes.
Tip: Æbleskiverne kan holdes varme i et ildfast fad i ovnen ved 100 grader.
Der findes mange andre opskrifter på velsmagende æbleskiver. Du kan fx prøve de her æbleskiver med kokossukker og kardemomme, æbleskiver med fuldkornsmel, glutenfri æbleskiver eller æbleskiver med æbletern og råsyltede hindbær.
Du kan også prøve denne opskrift og lægge et lille stykke æble i midten af æbleskiven, inden du vender den på panden, eller give hver æbleskive 1 tsk. æblemos inden den vendes i æbleskivepanden.
Der er masser af lækre smage, du kan komme i din æbleskivedej, hvis du kunne tænke dig at give æbleskiverne et ekstra lille pift. Gå på jagt i dit køkken, duft dig frem og se hvad du har lyst til på dagen eller brug nedenstående som inspiration. Tilføj en teske eller to af krydderiet i dejen - men smag til undervejs, da krydderierne jo helst ikke skal overdøve smagen af dine hjemmelavede æbleskiver.
Citron
Den lille gule frugt er også din ven i det søde køkken. Både fintrevet citronskal og lidt citronsaft kan give et spark til dejen og bryde den ellers søde dej lidt op.
Kardemomme
De grønne kapsler, kan også købes stødt og giver en dejlig julesmag og er næsten uundværlig i julekøkkenet. Kardemomme bruges fx også i klejner.
Kanel
Dette krydderi giver også en dejlig julet smag og kan sagtens bruges til andet end kanelsukker på risengrøden.
Vanilje
Brug enten korn fra vaniljestangen eller færdigblandet vaniljesukker. Vanilje kan tilføje en fyldig og aromatisk sødme, der er lidt mere delikat end almindelig sukker. Dog kan vaniljesukker ikke erstatte almindelig hvid sukker, men skal ses som et supplement for at give en mere fyldig smag.
Rom
Tilføj blot et par spiseskeer af din yndlingsrom i æbleskiverne til de voksne for at give dejen et ekstra pift.
Du kan nemt opbevare dine æbleskiver i en lufttæt beholder i køleskabet i tre dage. Du kan derfor sagtens lave en stor portion og servere æbleskiver flere dage i træk. Lækkert!
Har du lavet for mange æbleskiver til at de kan være i køleskabet – eller vil du bare gerne gemme dem til en anden gang? Intet problem; de kan komme en tur i fryseren. Når æbleskiverne er kølet af, lægger du dem blot i en bøtte eller lufttæt pose. Sørg for at opbevar dem med så lidt luft i beholderen eller posen som muligt, da æbleskiverne ellers kan risikere at få frostskader. Derefter kommer du dem i fryseren.
Æbleskiverne kan holde sig i fryseren i tre måneder. Hvis du først har tøet nogle af dine æbleskiver op, skal du sørge for at få dem spist. De kan nemlig ikke fryses ned igen, da der kan udvikle sig bakterier i æbleskiverne, der ikke dør ved nedfrysning.
Der er masser af muligheder, når det kommer til dyppelse. Du kan fx give dig i kast med en skovbærsyltetøj, en syltetøj med blåbær eller en lækker syltetøj med blandede bær og chokolade - der alle kun tager 15 minutter at lave. Nemt og lækkert!
Hvis du er til noget lidt anderledes, kan du kaste dig ud i en smagfuld æble-ananas-marmelade, en frisk citronmarmelade eller hvad med en chokoladesauce med saltflager?
Kilder: Irma // Mullehuset //