Det bedste æble til din æblekage

03. september, 2018

Nu er æblesæsonen for alvor over os og det betyder, at grøntafdelingen bugner med et hav af æblesorter. Men hvilken æblesort skal du vælge til efterårets æblekager? Her får du svaret.

Æblekagen er en genistreg

Der er intet som en dejlig æblekage, hvad enten det er som tærte, crumble eller den gammeldags variant. En del af æblekagens genialitet ligger i kombinationen af det syrlige og søde i harmoni med det bløde og det knasende sprøde. Men stjernen i denne forbindelse er æblet, og her er det ikke ligegyldigt, hvilken slags du vælger. Det er nemlig langt fra alle æbler, der er velegnede til en tur i ovnen.

Den søde kage med det sure æble

Mange æbler, der er fantastisk søde og smagfulde i rå form, bliver melede og træls, så snart de bliver kogt eller bagt. Det er derimod de æbler, der får dig til at skære ansigt, der egner sig bedst. I bagværk er æbler med et højt syreindhold nemlig helt idéelle, og derfor skal du have fat i Belle de Booskop, Cox Orange, Rød Ingrid Marie eller Danmarks nationalæble, Gråsten, når du skal bage med æbler.

Derfor er de syrlige æbler bedst

Det kan virke lidt sært, at det er de sure æbler, der er bedst i desserter ‒ de fleste af os, kender jo desserter som noget sødt. Men syre er enormt vigtigt for at opnå balance i det søde køkken, ellers bliver det en flad og vammel oplevelse. Samtidig er konsistensen på de syrlige madæbler langt bedre efter tilberedning. så du undgår en kedelig, grynet mundfuld. 

Lad dig inspirere af de mange lækre varianter af æblekage, i opskrifterne herunder. Velbekomme!

Kilder: Saeson-web.dk // Politiken.dk // Natmus.dk