Her finder du inspiration og lækre opskrifter med fuldkorn, der gør det nemt at få mere fuldkorn ind i hverdagen. Uanset om det er til morgenmad, frokost, aftensmad eller snacks, finder du velsmagende idéer med ingredienser, som oftest kan købes i dit lokale supermarked. Så kan du hurtigt lave mad, der både smager godt og gør hverdagen lidt nemmere.
De Officielle Kostråd anbefaler, at vi spiser 90 gram fuldkorn om dagen eller mere. Fuldkornslogoet er din garanti for et produkt med et højt indhold af fuldkorn. Fuldkorn betyder, at hele kornet er med – også kimen og skaldelene, hvor de fleste fibre, vitaminer og mineraler sidder.
Kig efter Fuldkornslogoet på mel, f.eks. grahamsmel og fuldkornshvedemel, müsli og morgenmadsprodukter samt pasta og nudler. Speltmel, rug, byg, hirse, tørret majs, havre har et naturligt indhold af fuldkorn.
Spiser du planterigt og varieret, er kornprodukter også en vigtig kilde til protein.
De følgende opskrifter er udviklet af Fuldkornspartnerskabet:
Hvem er Fuldkornspartnerskabet?
Fuldkornspartnerskabet er et offentligt privat partnerskab, der arbejder sammen om at forbedre folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn. Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Diabetesforeningen, Fødevarestyrelsen og en række fødevarevirksomheder og detailhandelen udgør Fuldkornspartnerskabet. Alle bidrager med deres styrker og kompetencer.
Hvor meget fuldkorn skal man spise om dagen?
Fødevarestyrelsen anbefaler via kostrådet ”Spis 90 g fuldkorn om dagen og gerne mere”, at man spiser 90 gram fuldkorn om dagen som voksen. Det svarer til fx en portion havregryn, 2 skiver rugbrød og en lille fuldkornsbolle om dagen. Børn mellem 4-10 år anbefales at spise 40-70 gram fuldkorn om dagen.
Kilde: Fødevarestyrelsen
Hvorfor skal man spise fuldkorn?
Fuldkorn indeholder mange kostfibre, vitaminer og mineraler. Fuldkorn mætter rigtig godt og det betyder, at du spiser mindre og har lettere ved at holde vægten. Når man lever efter kostrådene og bl.a. spiser 90 gram fuldkorn om dagen, så får kroppen dækket behovet for vitaminer, mineraler og andre vigtige næringsstoffer. Samtidig nedsættes risikoen for udvikling af livstilssygdomme som hjertekarsygdomme, type-2 diabetes, visse kræftformer, og man forebygger at tage på i vægt.
Kilde: Fødevarestyrelsen
Hvad er fuldkorn?
Fuldkorn betyder, at hele kornet er brugt. Også kimen og skaldelene, hvor de fleste vitaminer og mineraler sidder. Fuldkorn defineres som hele kernen af korn/cerealier (kimen, endosperm og klid). Kernen kan være formalet, knækket eller lignende, men bestanddelene skal for de respektive cerealier indgå i samme forhold som den intakte kerne. Cerealier defineres som hvede, spelt, rug, havre, byg, majs, ris, hirse og durra og andre sorghum-arter.
Kilde: Fuldkornslogomanualen 2024
Hvad er kostfibre?
Kostfibre er lange kulhydratkæder der ikke kan fordøjes eller optages. Fuldkorn er en god kilde til kostfibre og det har en lav energitæthed sammenlignet med raffineret korn.
Vil du have en garanti for, at dit produkt har et højt indhold af fuldkorn og kostfibre, så gå efter Fuldkornslogoet.