I vores bog kan du ikke sige 'rispapir' uden også at sige 'friske forårsruller'. Og tag ikke fejl: Friske forårsruller er ikke det samme som de almindelige, friturestegte forårsruller, du sikkert kender i forvejen. De almindelige forårsruller serveres varme og består af et varmt fyld af kød, fx okse- eller svinekød, og grøntsager som kål, bønnespirer eller svampe. Denne type forårsrulle skal frituresteges, så den får en knasende sprød overflade. Vi er selv helt tossede med denne her nemme og lækre opskrift på forårsruller med svampe, svinekød og nudler. De friske forårsruller er lidt anderledes.
Fundamentet for den friske forårsrulle er rispapir, en papirstynd og plantebaseret slags pandekage, du kan fylde med diverse typer fyld. Klassiske eksempler på fyld er rejer, mango, chili, avocado, agurk, gulerod og forskellige typer kød som kylling eller oksekød i strimler. Rispapiret er så tynd, at du kan se igennem det - og de friske forårsruller er derfor ikke bare en velsmagende spise, men også en virkelig flot ret, du sagtens kan servere for gæster. Normalt spises friske forårsruller altså rå, mens kødfyldet naturligvis er tilberedt. Du kan dog også friturestege friskeforårsruller.
Det tager lige et par forsøg, før du får taget på de små friske forårsruller. En god huskeregel er ikke at lade rispapiret ligge for længe i blød - for så bliver det næsten umuligt at rulle de friske forårsruller.
Rispapir kan dog også bruges til andre skønne retter end friske forårsruller. Fx har vi en dejlig opskrift på stegt torsk i rispapir, som du skal prøve. Find den og vores andre yndlingsretter med rispapir lige her.