Stop med at trykke. Det ødelægger din avocado og gør den til en brun og plettet fornøjelse.
Læs med her, og bliv klogere på, hvordan du nemt tjekker, om din avocado er moden. Helt uden at trykke løs.
Der er ingen tvivl. I Danmark elsker vi avocado og har taget den lille grønne sag til os, som var den vores egen!
Kigger man nærmere på salget af avocadoer de seneste elleve år, er salget fra 2007-2018 tredoblet, hvilket kun bekræfter, at vi er vilde med den grønne og tilflytter.
Vi spiser den gerne som blød tilføjelse i en sprød salat, som cremet dip til knasende chips eller endda som mousse i selskab med en dejlig chokoladekage.
Hvad end vi nyder vores avocado i en salat eller i en kage, er én ting vigtig. Avocadoen skal være moden og have det der lysegrønne, fløjlsbløde og perfekte frugtkød, der er lige at sætte tænderne i.
Derfor gør vi os også umage, når vi står i supermarkedet og skal udvælge den helt rigtige avocado. Mange af os trykker og mærker hårdt på avocadoerne for at sikre os, at vi ikke bliver skuffede, når vi derhjemme deler vores avocado over midten.
Men det med at trykke hårdt på avocadoerne er altså en rigtig dårlig idé.
... i hvert fald hvis du skal have perfekte avocadoer med hjem.
Australske forskere fra blandt andet University of Queensland og Queensland Department of Agriculture and Fisheries (QDAF) har undersøgt de faktorer, der laver brune mærker i avokadoerne.
... og en af disse faktorer er al det hårde trykkeri på avocadoernes yderside.
Når vi trykker på avocadoerne, risikerer vi, at det grønne avocadokød bliver brunt, plettet og kedeligt.
Der kan gå helt op til 24 timer, fra du har trykket på avocadoen, til pletterne viser sig på indersiden.
Har du trykket på din avocado i supermarkedet for med begejstring at konkludere, at den er lige til at tage med hjem, kan du altså i løbet af de efterfølgende 24 timer risikere, at dit trykkeri er skyld i, at din avocado alligevel er en kedelig fornøjelse, når det er tid til at spise den.
Undgå al avocado-trykkeriet ved at mærke let på avocadoen i den ende, hvor stilken er. Giver avocadoen efter, er det spisetid.
Når du kommer hjem med din avocado, kan du også pille den lille sorte stilk af din avocado.
Under stilken gemmer sig nemlig en smagsprøve på, hvordan det indre avocadokød ser ud. Er kødet under stilken meget lyst, bør du lade avocadoen modne et par dage på køkkenbordet.
Er kødet derimod grønt og frisk at se på, er den klar til at blive spist.
Er avocadokødet under stilken brunt, er din avocado højst sandsyndligt overmodnet. Men i så fald kan du altid mose den til en god, hjemmelavet guacamole!
Er din avocado stadig ikke moden, når du har aller mest lyst til at skære den over og sætte tænderne i det bløde avocadokød? Bare rolig! Vi har et genialt tip, der sætter gang i din avocados modningsproces.
Du skal bare lægge din avocado sammen med bananerne i frugtskålen. Så simpelt er det.
Bananerne fremskynder nemlig avocadoerne modningsproces. Du kan her læse mere om det geniale tip, der modner din avocado.
I Coop's butikker kan du købe friske og spiseklare avocadoer. Disse avocadoer er perfekt modnede under optimale betingelser i Sydafrika og er klar til at spise direkte fra bakken.
Så behøver du hverken at trykke eller pille ved dine avocadoer, men kan nyde dem, lige som de er.
Med de mange bakterier, der kan sidde på avocadoerne i supermarkedet, fordi vi trykker og rører ved frugterne, bør disse faktisk skylles.
Egentlig bør du skylle alle frugter med skræl på, fx melon, da der på skrællen kan sidde forskellige bakterier, som kan overføres fra skrællen til kødet og gøre dig syg, når du spiser det.
Når du skærer frugten ud, kan eventuelle bakterier nemlig godt følge med kniven ind til frugtkødet. Skærebrættet og kniven, som også er i kontakt med skrællen, kan derfor få besøg af de små uønskede organismer, som på den måde kan spredes til køkkenets andre madvarer.
Bliv her klogere på hvilke frugter du også bør skylle.
Kilder: Aarstiderne // Coop Analyse // Dr.dk // The Kitchn //