Uundværligt tip: Sådan modner din avocado hurtigere

09. juli, 2024

Langt de fleste af os kender det. En umoden avocado, der ikke er til at skære igennem og som ødelægger lysten til den lækre avocado-salat. Så kan det også bare være lige meget! 

... men lige meget behøver det altså ikke at være. Du kan nemlig med et simpelt og let-tilgængeligt trick fremskynde din avocados modningsproces.

Så skal der snart lækker avocado-salat og andre grønne herligheder på tallerkenen!

Derfor er din avocado umoden 

Det giver næsten sig selv. Din avocado er umoden, fordi den ikke har fået lov til at modne længe nok. 

Det særlige ved avocadoens modningsproces er, at den først modnes, når den er blevet plukket fra træet. Det gør den, fordi den er en såkaldt klimakteriefrugt. Et af kendetegnene ved en klimakteriefrugt er netop, at de først modnes efter, de er blevet plukket. Og modningen skal helst foregå under stuetemperatur. 

Når din avocado er umoden, er det altså fordi, den ikke har ligget længe nok og modnet, inden du køber den i supermarkedet. Det kan også være fordi, at avocadoerne har ligget for koldt eller for varmt. Deres evne til at modne bliver nemlig ødelagt ved for høje eller lave temperaturer. 

Derfor skal du heller ikke lægge din umodne avocado i køleskabet natten over i et håb om, at den er god nok til frokosten dagen efter. For så bliver den aldrig moden. 

Dette er løsningen på din umodne avocado

Løsningen på din umodne avocado finder du i frugtskålen. Du skal nemlig have fat i en banan. 

Lægger du din avocado sammen med en moden banan natten over, er din avocado klar til at blive nydt dagen efter. Det lyder måske utroligt, men modne bananer indeholder gasarten ethylen, der fremmer modningsprocessen og er derfor et slags vidundermiddel, når du står med en umoden avocado og en stor lyst til den der lækre avocado-salat. 

Gå ikke helt bananas

Selvom det er lidt af et mirakel, at bananen kan trylle din avocado moden på kort tid, skal du ikke gøre det til vane at lægge avocadoerne ved siden af bananerne på køkkenbordet. 

Er din avocado moden og spiseklar, men lægger du den alligevel ved andre klimakteriefrugter som fx bananer, kan du nemlig risikere, at din avocado bliver overmoden. Og så står du pludselig med et helt modsat problem. 

Hold derfor igen med det smarte trick, hvis der ikke nødvendigvis er brug for det. 

Er din avocado moden, kan du med fordel lægge den på køl for netop at skrue ned for modningsprocessen, så den forbliver spiseklar så længe som muligt. Der er jo ikke noget som at skære en perfekt modnet avocado over! 

Undgå også at trykke på avocadoerne 

De fleste af os avocado-indkøbere kender også til tricket med at mærke og trykke på avocadoerne i et desperat forsøg på at tjekke om de er modne. 

Det trick er dog ikke et trick, du bør anvende fremover. Faktisk ødelægger trykkeriet avocadokødet og gør det brunt og plettet. Og så kan du godt skyde en hvid pil efter glæden ved at skære den perfekte avocado over. 

Sådan tjekker du, om din avocado er moden

Når nu trykke-tricket er udelukket, er der andre metoder, du kan tage i brug, hvis du vil sikre dig, at din avocado er moden, eller i hvert fald godt på vej til at være det, inden du køber den med hjem. 

Mærk let omkring stilken for at se, om den er blød. Er den blød, men ikke for blød, kan du godt fylde den i kurven. 

Du kan også prøve at se, om du kan tage stilken af. Hvis du kan det, og frugtkødet ser fint grønt ud under stilken, så er avokadoen som regel god og klar til at blive spist. 

Kilder: Dr.dk // Politiken