Glem husmoderrådene: Så nemt ser du, om dine æg er friske

09. juli, 2024

Det sker, at æggene i køleskabet må lade livet, for hvordan er det nu, du finder du ud af, om de stadig er friske, når du ikke har den fjerneste idé om, hvor længe de har stået i køleskabet?  

Med lidt simpel viden, som vi bidrager med her, kan du fremover nemt afklare friskheden på dine æg – og du behøver ikke at finde et glas med vand frem, som det gamle husmoderråd ellers lyder. Det er meget simplere end dét. 

Skal de i køleskabet eller på køkkenbordet? 

Nu nævnte vi, at det kan være svært at huske, hvor længe æggene har stået i køleskabet – og selvom der ikke er regler for, hvordan du som privatperson opbevarer dine æg, anbefaler Fødevarestyrelsen, at du opbevarer dem på køl. Helt nøjagtigt ved højst 12 grader. 

Fødevarestyrelsen anbefaler, at du opbevarer dine æg på køl af hensyn til holdbarhed og fødevaresikkerhed. Der er nemlig større risiko for, at bakterierne vokser, når du opbevarer ved stuetemperatur. 

Derudover anbefaler Fødevarestyrelsen også, at du lægger æggene på køl hurtigst muligt for at undgå bakterievækst. 

Foruden fødevarsikkerhed sikrer den kolde opbevaring også, at æggene bevarer den gode kvalitet længst muligt. 

Her i landet er der, modsat mange andre lande, et krav om at butikkerne skal opbevare æggene på køl. 

Opbevaringstip

Den midterste hylde i køleskabet er det bedste sted at opbevare dine æg. Når æggene står i køleskabsdøren, kan temperaturen nemlig svinge i takt med, at døren bliver åbnet og lukket. 

Sådan ser dit æg ud, hvis det er frisk 

Slår du dit æg ud i en skål, inden du bruger det i din madlavning, kan du hurtigt afklare, om det er frisk, eller om du skal lade det afgå ved skraldespanden. 

Husk, at du kun skal slå et æg ud ad gangen. Det er vigtigt, for hvis du har flere gode æg i skålen, men slår et dårligt ud oveni, skal alle æggene kasseres. 

Tag derfor to skåle frem på køkkenbordet. En til at slå æg ud i og en til at hælde de friske over i. 

Når ægget er slået ud, skal det først og fremmest dufte frisk. Lugter ægget grimt, skal du smide det ud med det samme.

Er du lidt i tvivl, er det i hvert fald ikke et æg, du skal bruge i pandekager eller en god æggekage, hvor æg spiller hovedrollen, men brug det i fx en fars til frikadeller

Hviden skal også være klar, tyktflydende og ligge tæt om blommen. Jo mere hviden løber ud, jo ældre er ægget. 

Du skal også lægge mærke til blommen, når du har slået ægget ud. Blommen skal være blank, høj og spændstig. Så er det et frisk æg, du har i skålen. 

Kort fortalt

... skal dit æg lugte frisk, have en blank og spændstig blomme og en klar hvide, der lægger tæt om blommen. Så er det klar til brug i køkkenet. 


Har du lyst til at blive klogere på æg og hvad forskellen på de hvide og brune egentlig er, giver vi dig selvfølgelig også svaret på dét. 

... og når du nu, har afgjort om dine æg er friske, og står med skålen fuld af gode æg, har vi fundet vores bedste opskrifter med æg frem til dig nedenfor. Du tager bare for dig!

Kilder: Claus Meyer, Almanak // Danæg // Fødevarestyrelsen