Den ultimative guide til lasagne: 5 lækre opskrifter og meget mere

09. juli, 2024

Bare tanken om den sprøde, gratinerede overflade, de cremede lag mellem pastapladerne samt duften af muskat og frisk basilikum får straks tænderne til at løbe i vand. Det er selvfølgelig den italienske darling, lasagnen, vi snakker om. 

Selvom det nok er de færreste af os, som har haft en italiensk mama, der har serveret en klassisk lasagne med en hemmelig opskrift fra støvlelandet, har de fleste af os alligevel et nært og kært forhold til middagsretten.

Lasagne er noget, som stort set alle kan lide, og netop derfor er retten et godt samlingspunkt, der skaber rammerne for en hyggelig aften i selskab med familie og venner. 

Læser du med videre herunder, vil du lære alt, der er at værd at vide om den italienske livret: Lasagnen.

Vi indleder artiklen med 5 forskellige opskrifter på lasagnetyper, der alle har det til fælles, at de er uimodståelige.

Herefter vil du finde afsnit omkring, hvad du skal servere og drikke til lasagne, lasagnens historie og meget mere, du kan drysse med, når du serverer lasagne for familien.

Opskrift på en lækker lynlasagne 


Når det hele skal gå lidt stærkt, er det skønt med en opskrift på lasagne, som er både nem og superhurtig at lave. Derfor får du her opskriften på vores lynlasagne med hjemmekøbt mornaysauce. Vi anbefaler, at du serverer lasagnen med en blandet grøn salat og og lidt groft brød. Velbekomme!

Ingrediensliste til 4 personer

  • 2 stk løg
  • 1 spsk olivenolie
  • 500 g hakket oksekød
  • 2 dåser flåede/hakkede tomater med krydderier
  • Lidt salt
  • Lidt peber
  • 1 pakke mornaysauce
  • 200 g lasagneplader
  • 150 g revet mozzarellaost

Fremgangsmåde

  1. Tænd ovnen på 200 grader
    Start med at tænde din ovn på 200 grader (180 grader hvis det er en varmluftsovn).

  2. Hak løg og svits på panden sammen med kødet
    Hak løgene fint og svits dem på en pande, hvorefter du bruner kødet heri.

  3. Tilsæt tomater og smag til
    Du tilsætter nu dine tomater og lader det hele småsimre i omkring 5 minutter. Smag derefter til med salt og peber.

  4. Saml lasagen
    Start med et lag af kødblandingen i et ildfast fad. Kom så lidt mornaysauce herpå og top herefter af med lasagneplader. Gentag proceduren og afslut med kød og mornaysauce.

  5. Ost på og i ovnen
    Drys den revne ost over og stil fadet i ovnen i ca. 20 minutter. Tag ud og lad lasagnen hvile i 10 minutter, før den serveres.

 

Opskrift på klassisk, italiensk lasagne 



Kunne du tænke dig at prøve en lækker og autentisk opskrift, der kommer fra lasagnens moderland, Italien? Så skal du se med her!

Opskriften på lasagnen er en smule anderledes i forhold til de opskrifter, vi kender herhjemme, men ikke desto mindre smager denne udgave fantastisk.

Ingrediensliste til 4 personer: 

  • 375 g hakket, mager oksekød (3-7 %)
  • 160 g hakket svinekød
  • 50 g bacon i skiver
  • 1 stk løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 stk gulerod
  • 1 stilk bladselleri
  • 3 spsk tomatpuré
  • Lidt tørret oregano
  • Lidt tørret timian
  • 60 g smør
  • Lidt olie
  • 1 glas tør hvidvin
  • 1 dl vand
  • Lidt oksefond (pulver eller flydende)
  • Salt
  • Peber
  • Rigeligt med friske lasagneplader
  • Rigeligt med parmesanost (revet)

Bechamelsovs: 

  • 25 g smør
  • 3 spsk. mel
  • 5 dl sødmælk
  • ½ tsk. stødt eller fintrevet muskatnød
  • Salt
  • Peber

Fremgangsmåde

  1. Svits kødet
    Svits både det hakkede okse- og svinekød i smør og olie i en gryde, til det får en stegeskorpe, der giver en god smag. Tag det derefter af panden.

  2. Snit grøntsager og skær bacon i mindre stykker. Svits i gryden.
    Hak nu løg og hvidløg, snit grøntsager i fine tern og skær bacon ud i mindre stykker. Svits det på panden i væden fra kødet og tilsæt en smule smør samt tomatpuré. Grøntsagerne må ikke blive for stegte.

  3. Kom kødet tilbage i gryden
    Kom det stegte kød tilbage i gryden, når væden er fordampet fra grøntsagerne. Steg kødet og grøntsagerne noget tid og sørg for at røre det godt sammen. Tilsæt et glas hvidvin undervejs og lad kødsaften koge ind.
  4. Tilsæt fond og krydderier
    Tilsæt nu fond opløst i 1 dl vand og kværn noget frisk salt og peber i. Krydr med lidt tørret timian og oregano. Lad kødsaucen koge ind et godt stykke tid, så den bliver cremet og smagfuld.

  5. Lav béchamelsauce
    Du skal nu lave béchamelsaucen. Opskriften herpå udpensles i næste afsnit.

Bechamelsovs: 

  1. Smelt smør
    Smelt dit smør i en tykbundet gryde, hvorefter du lader det bruse af.
  2. Tilsæt mel og mælk
    Tilsæt mel og rør grundigt i saucen. Pisk mælken i lidt efter lidt, så der dannes en tyk sauce uden klumper.

  3. Tilsæt krydderier
    Tilsæt nu resten af ingredienserne og lad saucen simre. Slut af med at smage til.

Den samlede lasagne: 

  1. Saml lasagne 
    Lasagnen skal samles lag for lag:
    1. kødsauce, 2. béchamelsauce, 3. lasagneplader, 4. gentag (det sidste lag skal ikke toppes med lasagneplader).

    Bag lasagnen – og nyd
  2. Lasagnen bages i midten af ovnen ved 180/200 grader i 30-35 min, indtil overfladen er fint gylden og lasagnen gennembagt. Når den kommer ud af ovnen, pyntes den med lidt revet parmesanost.

 

Opskrift på skøn lakselasagne med spidskålssalat



Vidste du, at lasagne kan laves med andet end bare oksekød? Prøv noget nyt og variér fyldet med fx laks. 

Vi giver dig her opskriften på en smagfuld og god lasagne med laks, som akkompagneres af en skøn spidskålssalat. 

Ingrediensliste til 4 personer: 

Lakselasagne: 

  • 500 g laks
  • Lidt olie
  • 200 g spinat
  • 1 pakke friske lasagneplader
  • 1 pakke mornaysauce
  • 1 frisk bøffelmozzarella

Spidskålssalat: 

  • 1 stk spidskål
  • 2 stk æbler
  • 1 spsk honning
  • 2 spsk smør
  • 100 g valnødder

Fremgangsmåde 

Lakselasagne:

  1. Tænd ovnen på 200 grader
    Start med at tænde ovnen på 200 grader; 180 grader hvis det er en varmluftsovn.

  2. Rens og klargør laksen
    Fjern eventuelt skindet fra laksen og skær den derefter i skiver à omtrent 0,5 cm på langs.

  3. Skyl spinaten
    Skyl spinaten grundigt og lad den tørre på et viskestykke.

  4. Saml lakselasagnen
    Smør først et fad med en smule olie. Saml lasagnen ved at starte med at lægge lasagneplader, så spinat, lakseskiver og mornaysauce. Læg i lag, til der ikke er mere tilbage. Kom lidt salt og peber på toppen. Top yderligere med mozzarellaen, som rives i stykker med fingrene.

  5. Bag lasagnen
    Lasagnen sættes ind i ovnen, hvor den skal bage i cirka 25 minutter eller lidt længere, hvis du bruger tørrede lasagneplader i stedet for friske.

Spidskålssalat: 

  1. Snit spidskål og æbler
    Snit spidskål fint og anret i en skål. Snit derefter æbler i tynde både og kom dem ovenpå salaten.

  2. Rist valnødder i mælk og honning
    Varm honning og smør på en pande og rist valnødderne heri. Rør rundt, til nødderne tager farve. Pas på det ikke brænder på. Kom de lune nødder på salaten.

  3. Servér
    Servér lakselasagnen med salat.

 

Opskrift på vegetarlasagne fuld af smag


Er du vegetar eller måske bare i humør til en ret, der er sprængfyldt med grøntsager? Så er denne vegetarlasagne helt klart noget for dig!

Psst.. Retten kan faktisk blive 100 % vegansk, hvis du anvender plantebaserede mælkeprodukter i stedet for animalske.

Ingrediensliste til 4 personer 

Sellerisauce: 

  • 100 g fast ost (revet)
  • Salt
  • Peber

Grøntsager: 

  • 4 stk bagekartofler
  • 2 stk squash
  • 800 g knoldselleri
  • 20 blade savojkål
  • 2 stk løg
  • 4 fed hvidløg
  • 400 g spinat
  • 4 spsk koldpresset rapsolie
  • 4 spsk æbleeddike

Topping: 

  • 400 g kantareller
  • 20 g rapsolie
  • 1 bundt brøndkarse


Fremgangsmåde 

  1. Tænd ovnen
    Tænd først ovnen på 150 grader og find alle grøntsagerne frem.


Sellerisauce: 

  1. Skær og kog selleri
    Skær sellerien i grove terninger, og kog dem i mælk i ca. 20 minutter, til de er helt møre. Blend selleri og mælk med halvdelen af osten og revet muskatnød efter smag, og krydr med salt og peber.


Grøntsager: 

  1. Skyl, skræl og skær grøntsagerne
    Skyl samtlige grøntsager, hvorefter du skræller dem. Herefter skærer du kartofler, squash og knoldselleri i helt tynde skiver og plukker bladene af savojkålen. Løg og hvidløg snittes fint og steges sammen med spinaten i rapsolie ved middel varme i 2 minutter. Smag til med æbleeddike, salt og peber.

  2. Saml lasagnen
    Start med at smøre et ildfast fad i passende størrelse. Læg først et lag kartofler og selleri i fadet, dernæst sellerisovs, squash, kål og et lag af den sauterede spinat. Start forfra, og bliv ved, til det hele er brugt.

  3. Sæt i ovn
    Riv resten af osten på toppen, og bag fadet i 1,5 time ved 150 grader.
  4. Klargør og rist svampene
    Børst jord af svampene og nip det nederste af stokken af. Rist svampene gyldne på en meget varm pande i rapsolie.

  5. Klargør brøndkarsen
    Skyl brøndkarsen og pluk det groveste af stilkene fra.

  6. Servér
    Vend brøndkarsen sammen med svampene, og servér dem på toppen af fadet.

 

Spændende opskrift på lasagne med søde kartofler og hasselnødder


Skal du imponere dine gæster med en anderledes og smagfuld lasagne, så har vi her en perfekt opskrift til dig!

Der vil næppe være mange, som har prøvet en lasagne med søde kartofler og hasselnødder før, men den smagfulde fornøjelse kan du nu give dem.

Ingrediensliste til fire personer 

  • 400 g oksekød
  • 0,5 bundt timian
  • 4 fed hvidløg
  • 2 spsk olivenolie
  • 500 ml fløde 38 %
  • 800 g søde kartofler
  • 4 skiver brød
  • 60 g hasselnødder
  • 100 g revet ost

Fremgangsmåde

  1. Hak krydderurter og rist i gryde sammen med kød
    Hak timian og hvidløg fint, rist det af på en pande sammen oksekødet i olie i ca. 5 min. Tilsæt fløde og smag til med salt og sort peber.

  2. Skræl og skær dine søde kartofler
    Skræl de søde kartofler og skær dem i tynde skiver på mandolinjern eller med en tynd skarp kniv.

  3. Saml lasagnen og kom i ovn
    Kom kartoffelskiverne i et ildfast fad skiftevis sammen med saucen. Kartoflerne skal presses ned i saucen. Bag lasagnen i forvarmet ovn på 185 grader i ca. 45-60 minutter, indtil den er gylden og sprød.

  4. Anret med brød, hasselnødder og ost
    Skær brødet i små stykker, hak nødderne groft og bland det med osten og fordel det på toppen af lasagnen. Skal bages med i de sidste 20 minutter.

 

Disse salater er de bedste til din lasagne 

Selvom lasagne er en mættende ret i sig selv, kan det ofte være lækkert med noget sprødt og friskt til, der skaber den perfekte kontrast til den bløde lasagne. 

Derfor er en sprød og frisk salat det bedste tilbehør til din lækre lasagne. 

Faktisk er der ikke bare en, men et helt væld af salater, som passer til lasagne. Vi giver dig her hele ni skønne salatopskrifter, der alle vil klæde din lasagne fremragende.

Ni opskrifter på gode salater til din lasagne:

 

Dette skal du drikke til din lasagne 

Lasagne er ikke så besværlig en ret. I hvert fald ikke når det kommer til, hvad du kan drikke til den cremede italiener. Du kan nemlig drikke, næsten, lige hvad du har lyst til, når der står lasagne på menuen. 

Den almindelige, klassiske hverdagslasagne, som kommer på bordet en onsdag aften kl. 18:00, vil typisk blive skyllet ned med et glas vand eller mælk. Til mere festlige lejligheder kan du hælde saft, sodavand eller øl i glasset.

Skal det være lidt finere, kan du godt gå i gang med at pudse vinglassene.

En klassisk lasagne går rigtig fint sammen med rødvine, som er lidt kraftigere i smagen. Gå efter de Sangiovese-baserede vine fra Toscana, fx en Chianti.

 

Så meget lasagne skal du beregne pr. person

Et spørgsmål som rigtig mange står med, når de skal lave lasagne, er, hvor meget man egentlig skal lave.

Det kan nemlig være meget svært at aflure, hvor meget lasagne én person spiser i gennemsnit, hvorfor du let kan risikere at lave enten for meget eller i værste fald for lidt. 

Særligt én lasagneingrediens er meget oplagt at anvende som målestoksforhold, når du skal bestemme, hvor meget lasagne du skal lave pr. person – nemlig kød. 

I gennemsnit spiser en person 100-150 g hakket kød, hvilket er en meget brugbar fakta, når du skal regne ud, hvor meget lasagne du skal lave, hvis der skal være nok.

En typisk lasagneopskrift angiver 500 g hakket i ingredienslisten, hvilket altså er nok til tre-fire personer. Bliver I kun to, og vil I ikke efterlade rester, skal du altså justere opskriften ud fra ca. 150 g kød mindre, men bliver I fem personer om bordet, skal du derimod bruge 150 g mere.

Du ganger simpelthen bare mængden af lasagnens resterende ingredienser op, så det passer med den mængde kød, du skal bruge. Nemt!

Så står du aldrig i den situation, hvor familien om bordet ikke bliver mæt. 

Så længe kan din lasagne holde sig i fryseren

Står du alligevel i den situation, at du har regnet lidt forkert, og står med et fadfuld af lasagnerester tilovers, kan du sætte resterne på køl. 

Der er dog vigtige faktorer, du skal tage højde for, når du sætter dine lasagnerester i køleskabet. 

Fødevarestyrelsen har på dette område nogle fine retningslinjer, som du gør klogt i at følge. 

Tilberedt pasta kan holde sig i køleskabet i fem dage, hvilket også er tilfældet for de fleste kogte grøntsager, mens kødsauce kan holde sig i fem til seks dage.

Lasagne kan derfor holde sig i omtrent 5 dage i køleskabet, vel og mærke hvis det er blevet sat på køl inden for en halv time, efter I har spist.

Vælger du at fryse din lasagne ned, kan den holde sig 1-3 måneder i fryseren.

 

Hvor mange kalorier er der i en lasagne? 

Det kan være svært at komme med et generelt svar på, hvor mange kalorier, der er i en lasagne, da der, som du nok også har bemærket i denne artikel, er mange forskellige opskrifter på lasagne.

En portion ganske almindelig lasagne på 100 g med oksekød, tomat og ost indeholder cirka 127 kalorier og desuden 6,0 g fedt, 10,5 g kulhydrater og 07,7 g proteiner.

Det vil sige, at hvis du spiser for eksempel 350 g lasagne, så indtager du 445 kalorier.

En voksen, gennemsnitlig mand skal indtage omkring 2500-3000 kalorier om dagen, mens en gennemsnitlig kvinde skal indtage lidt mindre, nemlig 1500-2000.

 

Hvor lang tid skal en lasagne have i ovnen? 

Når vi snakker om lasagnens bagetid i ovnen, skal du tage højde for, hvilken type ovn du har, og hvilken type lasagne du laver.

En grøntsagslasagne skal typisk have længere tid i ovnen end en almindelig lasagne.

Som tommelfingerregel skal en almindelig lasagne have 30 minutter ved 200 grader i en almindelig ovn og 180 grader i en varmluftsovn.

 

Hvor lang tid skal lasagnen have i ovnen, hvis den kommer direkte fra køleskabet eller fryseren?

Som vi nævnte tidligere, kan du køle eller fryse dine rester af lasagne og varme dem op, så snart lysten til lækker lasagne igen melder sig – hvilket nok ikke er mange dage. 

Har du en halv lasagne stående i køleskabet, som du ønsker at genopvarme, skal den faktisk have den samme tid og varme, som da du lavede den første gang.

Det vil sige, at den sandsynligvis skal have 30 minutter ved 200 grader i en almindelig ovn og 180 grader i en varmluftsovn. Du skal dog ikke forvarme ovnen, men derimod stille lasagnen ind med det samme. Det er også en god idé at komme en smule vand i fadet, så lasagnen ikke udtørrer. Det kan også være en fordel at smide lidt sølvpapir over, da du på den måde kan undgå at lasagnen bliver sort.

Skal du derimod varme en lasagne fra fryseren, skal du tage den ud til optøning aftenen før, og så ellers følge samme procedure, som hvis den kom fra køleskabet.

Har du ikke nået at få lasagnen ud af fryseren dagen før, skal du gå lidt mere forsigtigt til værks:

Varm lasagnen op ved 150 grader i en varmluftsovn og lidt mere i en almindelig ovn –og hold godt øje med den. Alt efter hvor meget lasagne der er tilbage i fadet, kan det godt tage en times tid at varme den igennem. Det er i øvrigt også en god idé med ekstra væde og et sølvpapirslåg til frossen lasagne.

 

Lasagnens historie

Når man dykker ned i lasagnes historie, vil man med det samme opdage, at denne ikke kan fortælles, uden man krydser over i selve pastaens historie og oprindelse.

Pastaens historie er lang og kompleks, hvorfor der kan skrives hele bøger om den. Vi vil dog fatte os i korthed og prøve at koncentrere os udelukkende om den del, der er interessant for lasagnens historie.

Hvor stammer lasagne fra? 

Ordet lasagne betegner egentlig selve pastapladerne, som bruges i retten, og er, ligesom alle andre ord for pasta, i flertal. Lasagne i ental hedder lasagna, hvilket altså er navnet for en enkelt pastaplade.

Retten lasagne, som vi kender den i dag, har sin oprindelse i 1300-tallets Italien, hvor den for første gang optræder i en kogebog ved navn “Liber de Coquina”.

Retten skulle efter sigende stamme fra byen Napoli, hvor ingredienserne bl.a. var lokale pølser, kødboller, hårdkogte æg, ricotta og mozzarella. De fleste uden for Italien er nok mere bekendt med lasagne fra Bologna, bedre kendt som Lasagne Bolognese, der i hovedtræk består af pastaplader, kødsauce og béchamelsauce.

 

Hvornår kom lasagne til Danmark? 

Lasagne kom først til Danmark i løbet af 1970’erne efter makaroni og spaghetti i årtierne forinden havde vundet stor popularitet blandt danskerne. Faktisk skete der en sand pastaeksplosion i 1970’erne, hvor man i Danmark ikke bare fik kendskab til lasagne, men også vermicelli, tagliatelli, fettucini, canneloni, penne, skruer og stjerner samt fyldte typer som ravioli og tortelinni.

Det følgende årti 1980’erne blev derfor også en pastaguldalder rundt omkring i de danske køkkener, hvor der blevet lavet pastaretter som fx pasta med kødsauce og lasagne i stor stil.

Den dag i dag er lasagne stadig en af danskernes livretter. Både den traditionelle, men også mere alternative varianter.

 

Sådan laver du dine egne pastaplader

Rigtig mange forfalder til den nemme løsning og køber færdige lasagneplader, men hjemmelavede pastaplader kan altså noget særligt. De fuldender din lasagne, så har du tid og overskud, bør du gøre dig selv den tjeneste at lave dine egne pastaplader. 

Herunder præsenterer vi dig for en simpel opskrift på lasagneplader. Det er slet ikke så svært, som mange går og tror.

Ingrediensliste til 4 personer

  • 300 g sigtet durumhvedemel eller tipo 00
  • 3 æg
  • 1 tsk salt

Fremgangsmåde

  1. Sigt melet
    Sigt melet på bordet og saml det i en bunke, hvorefter du med fingrene laver en fordybning i toppen af bunken.

  2. Tilsæt æg og salt
    Klæk dine æg ud i fordybningen sammen med saltet. Rør æggene ud med en gaffel uden at røre for meget i melet. Først til sidst røres melet med, hvilket gøres i omtrent 5 minutter.

  3. Sæt til hævning
    Sæt til hævning i 10 minutter med et fugtigt viskestykke over sig.

  4. Sigt en ny omgang mel
    Sigt en ny, god omgang mel ud på bordet. Skær dejen i to stykker og rul nu en af dem ud på bordet.

  5. Rul lasagnepladerne
    Rul lasagnepladerne så tynde, som du gerne vil have dem. Hvis de er to mm. tykke, når du har rullet dem, så bliver de ca. fire mm., når de er bagt og har suget en del væske til sig.

Sådan laver du din egen tomatsauce til din lasagne

Din lasagne bliver for alvor autentisk og fuld af god smag, hvis du også laver din egen tomatsauce. 

Vi vil faktisk hævde, at en hjemmelavet sauce er endnu vigtigere end hjemmelavede lasagneplader. Så er du tidspresset og nødt til at gå en smule på kompromis med kvaliteten af din lasagne, så lad det ikke være saucen, det går udover. 

Ingrediensliste til 4 personer

  • 1 kg friske tomater
  • 2 hakkede fed hvidløg
  • 2 stk hakkede løg
  • 2 spsk friskhakket basilikum
  • 1 spsk friskhakket oregano
  • 1 stk æble, skrællet og skåret i tern
  • 2 spsk æbleeddike (kan erstattes af andre eddiker)
  • 2 tsk groft salt
  • Lidt peber

Fremgangsmåde

  1. Flå tomaterne
    Tomaterne flås lettest ved at skære et lille kryds i enden af hver tomat, modsat stilken, med en skarp kniv.

  2. Skind og hak tomaterne
    Læg tomaterne i en skål, overhæld dem med kogende vand og lad dem stå et minut. Herefter kan skindet pilles af. Hak til sidst tomaterne groft.

  3. Kog tomatsaucen sammen og smag til
    Kom tomaterne i en gryde sammen med hvidløg, løg, krydderurter, æbletern, æbleeddike, salt og peber. Bring nu tomatsaucen i kog og lad den simre i cirka 1 times tid uden låg. Jo længere tid den simrer, jo mere aromatisk bliver den færdige sauce. Bliver saucen for tyk undervejs, kan du tilsætte vand efter behov. Smag saucen til og afkøl den.

 

Mornaysauce eller béchamelsauce – hvad er forskellen? 

Mornaysauce og béchamelsauce er to forskellige saucer, som minder meget om hinanden, og begge er populære at anvende i lasagne.

En béchamelsauce er en fransk grundsauce, som består af mælk smør og mel. Tilsætter du revet ost (gerne gruyére) til denne, så har du en mornaysauce.

Sådan laver du din egen bechamel- eller mornaysauce

Ingrediensliste til 4 personer

  • 25 smør
  • 3 spsk. mel
  • 5 dl sødmælk
  • ½ tsk. stødt eller fintrevet
  • muskatnød
  • Salt
  • Peber
  • (En håndfuld revet ost, hvis du vil lave mornaysauce)

Fremgangsmåde

  1. Smelt smør
    Smelt dit smør i en tykbundet gryde, hvorefter du lader det bruse af.

  2. Tilsæt mel og mælk
    Tilsæt mel og rør grundigt i saucen. Pisk mælken i lidt efter lidt, så der dannes en tyk sauce uden klumper.

  3. Tilsæt krydderier (og ost)
    Tilsæt nu resten af ingredienserne og lad saucen simre (hvis du laver mornaysauce, så indtil osten er smeltet). Slut af med at smage til.