I selskab med morgenbrødet, i salaten til frokost eller pocheret og serveret til din laks i aften – ægget er en klar favorit uanset hvornår og hvordan, du foretrækker at spise det. Men hvordan opnår du det bedste af resultat af favoritten?
Det blødkogte æg er en morgenfavorit. Der er ikke noget som et blødkogt æg med den perfekte, bløde blomme. Selvom vi hurtigt kan blive enige om, at det blødkogte æg er højtelsket blandt mange af os, kan der lige så hurtigt opstå diskussion, når det kommer til tilberedelsen: Skal ægget i kogende vand eller varmt vand? Og hvor lang tid skal det koge? Stop diskussionen her – vi giver dig svaret!
Ægget skal forsigtigt i gryden, når vandet koger. Lad det koge i 6,5 minut. Når minutterne er gået, tages ægget op af gryden og overhældes med koldt vand i 30 sekunder. Derefter er det perfekte, blødkogte æg klar til at gæste morgenbordet.
Den gule æggeblomme der smiler til dig og den sprøde kant, der knaser let: Dét er et speljæg. Spejlæg kan spises morgen, middag og aften, og gør sig rigtig godt med et sprødt stykke brød.
Når du skal spejle dine æg, er det godt at bruge en fladbundet, tyk pande. Tilsæt en klat smør herpå og lad klatten smelte helt. Slå et æg ud i en kop og hæld det derefter stille ud panden. Lad dit æg stege ved svag varme til hviderne begynder at stivne. Sluk herefter komfuret og lad panden køle, så slipper dit spejlæg lettere, og du undgår, at det går i stykker, når det fint skal anrettes med "the sunny side up" på tallerkenen.
Mange sværger til røræggene, der fuldender enhver morgen. Røræggene skal være cremede, men med fast konsistens.
Bland dine ingredienser i en skål. Brug en gaffel til at røre det hele godt sammen. Brug en mindre pande og begynd med middel til høj varme under panden. Tilsæt en klat smør og lad den smelte. Smørret må ikke blive gyldent. Hæld et tykt lag æggemasse ud på panden. Når æggemassen begynder at stivne langs kanten, kan du skubbe massen ind mod midten med en fadskraber. Når æggemassen er så stivnet, at den kan deles helt, skal der skrues ned for varmen. Lad æggemassen få lidt af den sidste varme, og den er nu klar til servering. Servér dine røræg på et godt stykke rugbrød med grønt fx dild, persille eller purløg.
Hårdkogte æg skal til, når der skal klassiske æggemadder på bordet. Et perfekt hårdkogt æg skal have en fast hvide og en ensartet fugtig blomme. Får ægget for meget bliver blommen tør og smuldrende i konsistensen, og det er helst ikke sådan, vi vil have vores æggemad.
For at undgå den smuldrende konsistens skal du lægge dit æg i koldt vand i gryden og derefter bringe vandet i kog. Dæk æggene med 2.5 cm vand. Fylder du for meget vand i gryden, får dine æg for meget. Luk gryden godt til med et låg. Når vandet bulderkoger, tages gryden af varmen. Lad gryden stå med ægget i ti minutter. På denne måde lader du ægget koge i eftervarmen i vandet, og du opnår det bedste af resultat af dit hårdkogte æg, der nu kan serveres i selskab med rejer, citron og en god mayonnaise.
Et pocheret æg er lidt en blæret version af det kogte æg, men det er ikke så svært, som det kan se ud til.
Hæld vand i en tykbundet pande med låg og tilsæt en tsk. salt og to spsk. eddike. Når du bruger en pande i stedet for en gryde, er det nemmere at få ægget i og op af vandet, uden det tager skade.
Lad vandet koge. Undgå at vandet bulderkoger, da det kan ødelægge æggene. Når vandet koger med små bobler, kan du hælde ægget forsigtigt i panden helt nede ved vandoverfalden og læg derefter låg på panden. Slå gerne ægget ud i en kop først, da det gør det nemmere at hælde fra koppen ned i gryden.
Fjern panden fra varmen og lad vandet stå med ægget i fire minutter, hvis du ønsker dit æg medium, eller tre minutter hvis du ønsker det flydende. Brug en gerne en hulske når du skal have ægget op af gryden.
Servér dit pocheret æg i din suppe, på dit smørrebrød, til din kogte torsk eller på den smukke, og meget populære, avocadomad.
Kilde: Samvirke // Meyers Mad