Du ved sikkert, at det er en dårlig idé at hælde kaffegrums fra stempelkanden ned i vasken, fordi de groftmalede stykker kaffebønner ikke kan opløses og derfor nemt stopper afløbet. Derfor skal der andre metoder i brug:
Nogle kloge hoveder (eller måske var de bare dovne?) har opdaget, at det er for dumt at stå med hele hånden nede i kanden og grave grumset ud. Hvis man i stedet hælder lidt vand oven i grumset, kan det hældes ud uden at hænge fast. Men så har vi næste problem: Vand ned i skraldespanden, hul i skraldeposen, ulækker rengøring. Derfor kan du i stedet hælde det ned i en si over vasken og derefter smide grumset ud. Men ingen metode er perfekt, for nu er rengøringsarbejdet desværre spredt ud over to køkkenredskaber i stedet for ét.
Kaffe indeholder naturligt olier, så når du har skyllet stempelkanden ren med vand, kan den stadig godt gemme på et lag af kaffesmag inden i. Det lyder måske ikke så dumt, men når det har stået lidt, kan det godt give en dårlig bismag til den næste kande kaffe, du brygger. Derfor er det altid en god idé at bruge opvaskemiddel og varmt vand, som fjerner olierne.
Kanden bliver selvfølgelig bedst ren af en skrubbetur med opvaskebørsten, men hvis du hører til den meget kaffedrikkende del af folket, kan den her lynrengøring godt række en gang imellem; du tømmer kanden for grums, skyller efter med vand, fylder den en tredjedel op med varmt vand og lidt opvaskemiddel og trykker stemplet op og ned et par gange, som når man skummer mælk – og skyller til sidst kande og stempel efter med rent vand.
Det behøver ikke ende i skraldespanden. Hvis du har kompost, er kaffen et godt supplement. Kaffegrums kan også bruges til at dyrke sine egne svampe hjemme i køkkenet. Er du glad for kaffeduft, kan grumset med sit høje olieindhold give god fugt og eksfolierende effekt i en hjemmelavet bodyscrub.
God fornøjelse med at håndtere dit grums!