Hvordan spiser du din burger? Hvis du bruger kniv og gaffel, kan du lige så godt lægge bestikket fra dig nu. Hvis du griber fat om burgeren med dine hænder og holder om underbollen med dine tommelfingre, ja, så gør du det også forkert. Du skal nemlig vende din burger på hovedet, inden du sætter tænderne i den.
... men hvad er grunden til, at burgeren skal på hovedet? Vi giver dig svaret her. Og så serverer vi selvfølgelig også vores bedste (og mest saftige) opskrifter på en god, hjemmelavet burger.
Vi ved alle sammen, hvordan en burger skal samles: Først den tynde underbolle smurt med dressing, så salat, en saftig bøf, sprøde grøntsager og den tykke overbolle til at afslutte mesterværket.
Men netop den rækkefølge kan være skyld i, at dressingen løber ned af armene, og at burgerbollen går i stykker.
Da underbollen er en tynd bolle, bliver den nemlig let gennemblødt af saften fra alt det lækre fyld, hvilket gør det svært at holde styr på burgeren, når vi spiser den.
Vender vi derimod burgeren på hovedet, vil den tykke overbolle holde på saft og smag, og du mindsker derfor risikoen for et burger-kollaps. En svensk stjernekok mener desuden, at det gavner smagsoplevelsen, når du vender din burger på hovedet. Det skriver nyheder.tv2.dk.
Foruden luftige burgerboller, en saftig bøf og alt det andet lækre, du ynder at fylde din burger med, bør du også tilsætte en portion tålmodighed – når du har vendt din burger på hovedet og er klar til at sætte tænderne i den, vel at mærke.
Selvom tålmodighed ikke er det, du har mest af, når burgeren står foran dig på tallerkenen, gavner det at lade den hvile i et minuts tid, inden du giver dig i kast med at spise den. Det mener førende burger-eksperter i hvert fald.
Når du, efter du har vendt din burger på hovedet, lader den hvile i et øjeblik, finder burgerens indhold sig til rette på sin nye plads, og kødets saft får tid til at løbe væk fra underbollen (som du har forvandlet til en overbolle ved at vende op og ned på den traditionelle facon). På den måde øger du dine chancer for en vellykket burger, der holder på saft og fyld, og som tilfredsstiller din indre burger-connaisseur.
Er du skeptisk eller nysgerrig på, om ovenstående tips og tricks holder stik, kan du passende gå i krig hjemme i køkkenet med vores bedste opskrifter på burgere, som vi har listet op for dig nedenfor.
Kilder: Basically Magazine // TV2.dk