Derfor skal der en mandel i risalamanden

25. November, 2018

Med skeen i hånden er der midt i julefreden dømt kamp. Alle kneb gælder. Så længe de andre altså ikke ser, at du graver dybt i skålen efter bare et lille glimt af mandlen – den skal findes! Men hvor stammer denne tradition, der pludselig gør julens gæster til rivaler, egentlig fra?  

Selvom navnet på desserten klinger fransk, er risalamande faktisk et pæredansk påfund, der længe har været et af julens højdepunkter. Dog kan vi ikke komme udenom at tage en tur til Frankrig for at finde forklaringen på kampen om mandlen. 

Merci beaucoup, Frankrig

Selvom der højst sandsynligt ikke er mange franskmænd, der kender til risalamande, skal der alligevel lyde et stort merci til Frankrig. Det er nemlig deres særlige tradition på helligtrekongersdag, som vi lod os inspirere af første gang, vi gemte en mandel i risalamanden.

På helligtrekongersdag i Frankrig spiser man en kage - kongens kage. Kagen kalder de Gateau de Roi og den gemmer på en lille bønne, som selskabet kæmper om at finde frem til. Den heldige, der finder bønnen i kagen, bliver konge for en aften og får lov til at bestemme. Virker det bekendt?

... godt nok er det ikke en bønne, men en mandel vi gemmer i vores juledessert, og konge bliver man heller ikke. Eller gør man? I nogle hjem vil vinderen af mandlen nok føle sig som en konge og med stolthed bevare håneretten til næste jul, hvor resten af selskabet igen får chancen for at smaske sig frem til mandelgaven.

En julegris med smag af marcipan

Den heldige vinder af kampen om mandlen får lov til at flå papiret af mandelgaven. I gamle dage var det ingen hemmelighed, hvad der gemte sig bag papiret. Gaven bød, traditionen tro, på en marcipangris. Gerne en tyk og blød en af slagsen med rødt sløjebånd om maven. Marcipangrisen er eftersigende en gammel gris, der kan spores helt tilbage til 1870 hvor konditoriet La Glace i København, formede nogle af de første små julegrise af marcipan.

Derfor blev vinderen forkælet med en gris

Tilbage i tiden var grisen et symbol på jul. Den ferske flæskesteg blev på juleaften spist med stor nydelse, og i løbet af december blev der lavet sylte og leverpostej, der spredte madglæde rundt omkring i hjemmene. Der var i løbet af julemåneden også tradition for at sætte et stort grisehoved på middagsbordet, hvor man som heldig gæst kunne spise løs af grisekødet.

Grisen var altså en luksus og den skulle selvfølgelig også forkæle den heldige vinder af mandlen. Grisen blev udformet i marcipan som dengang var en særlig, sød delikatesse – og som den dag i dag stadig smager skønt af jul og som vi gerne tager en ekstra portion risalamande for at få fat i.

Kilder: Odense Marcipan // Tv2.dk