Derfor holder vi julefrokost

21. August, 2017

Det startede ret uskyldigt ud som juleafslutning med sammenskudsgilde, men nu er julefrokosten alt andet end sober – måske inspireret af vores ædende og drikkende vikingeforfædre?


Klokken er 03:00, de sidste frikadeller i fadet laver hop på stedet, og snapseglas klirrer. Et par fødder tramper rundt på bordet, og føddernes ejermand snøvler højlydt med på Wham – det er altid enten din chef eller onkel, som har smidt tøjlerne til én af årets julefrokoster. Her er vi nemlig alle lige, uanset hierarki eller akavede familierelationer.

Startede som ferieafslutning

Oprindeligt fungerede firmajulefrokosten som en slags afslutning på årets strabadser, lige inden man gik på ferie, hvor man kunne få sig en snak på tværs af hierarkier, chefer og medarbejdere imellem. Det tidligste spor af traditionen er en julefrokostsang fra 1946, som vidner om sammenskudsgilde og fællessang. Mad og musik er stadig obligatoriske dele af julefrokosten, men nu afløser cateringfirmaer sammenskudsgildet, og anlægget spiller om kap med fællessangen.

Vrist en hemmelighed ud af chefen og en dans ud af farmor

Kulturen omkring julefrokost har formentlig altid budt på en lidt mere afslappet tone, hvor hierarkiet blev opløst, og man drak et glas med chefen. Efterhånden blev julefrokosterne vildere og vildere, og det ene glas voksede til mange. Julefrokosttraditionen blev også adopteret ind i de private hjem, for det er ikke kun på arbejdet, at stemingen kan have brug for at løsne lidt op.

En vikingetradition?

Måske kan vores tradition for kæmpe julebord og uendelige forsyninger af våde sager også spores tilbage til vikingernes ”Jól-fester”. Her fejrede man med store mængder af svin, mjød og frivol stemning, at den mørkeste tid var overstået. Det forklarer i hvert fald, hvorfor vi altid vågner op dagen efter med saftige historier og fedttømmermænd. Og hvis det er, hvad der skal til for at komme hinanden lidt nærmere her i det kolde nord, kan man jo ikke gøre andet end at elske den gamle tradition.

Kilder: Videnskab.dk // Kristeligt Dagblad // Dr.dk