Hvorfor spiser vi risalamande juleaften?

Vi danskere har altid spist risengrød til jul, men hvorfor blev den blandet op med fløde, vanilje og mandler under dække af et nyt og franskklingende navn?

Dét forsøger vi at svare på her.

En pæredansk ret

Ifølge Claus Meyers Almanak kan retten spores helt tilbage til en kogebog fra 1648, hvori opskriften lød på ris kogt i mandelmælk og derefter tilsat hele mandelstykker og sukker.

I tidens løb er retten dukket op i utallige versioner, hvoraf nogle har været krydret med rosenvand, andre med kanel og kardemomme, før man til sidst endte med den vi kender, der er tilsat vanilje.

Selvom navnet klinger mistænkelig meget af Frankrig, kan vi ikke opstøve retten i fransk madkultur. Risalamande er altså helt igennem dansk.

Risengrød blev for almindeligt

Indtil 1900-tallet var ris dyre at få fingre i, men i takt med at ris blev mere almindeligt på butikshylderne, og priserne faldt, blev risengrød en allemandsspise.

Eftersigende skulle det have fået de rige til at tilsætte mandler i grøden og kalde den Ris a la Mande. Senere blev også dét en mere almindelig spise, men under besættelsen var der pludselig andre grunde til at blande fløde i risengrøden:

» I 40erne og 50erne havde man tradition for at lave risengrød. På det tidspunkt kom der masser af opskrifter på risalamande i ugebladene. Det var en måde at strække maden på under rationeringen,« siger Else Marie Kofod, som er traditionsforsker og leder af Dansk Folkemindesamling, til Videnskab.dk.

Men lidt fransk alligevel

Selvom risalamanden opstod som en lidt finere, fanskklingende ret, er den nu om dage meget jordbunden og almindelig. Men helt blottet for fransk cuisine er den nu alligevel ikke. Traditionen med at gemme en hel mandel i risalamanden kan vi nemlig ikke selv tage æren for, da idéen er hentet fra en fransk tradition for at gemme bønner i kager.

Og nu, hvor vi har fået dét på plads, er der ikke andet tilbage at gøre, end at tage for sig af det nydelige udvalg af risalamandeopskrifter, vi har samlet nedenfor. 

Kilder: Claus Meyer, Almanak // Videnskab.dk