Denne ingrediens gør din hjemmelavede is bedre, end den du køber

09. juli, 2024

Aah, findes der noget bedre end en kølende kugle is (eller tre) på en varm sommerdag? Det skulle da lige være en kølende, fløjlsblød og smagfuld kugle is!

... og sådan en is kan du med en meget hurtig indsats selv lave hjemme i køkkenet. 

Det kræver ganske få ingredienser, men én helt særlig en af slagsen, at lave en cremet og blød flødeis, der er langt bedre, end den du fisker op af kølemontreren i supermarkedet. 

Så bliver sommerens foretrukne afkøler alligevel det bedre, end du gik og troede, var muligt. 

Derfor skal du lave din egen is 

Selvom det virker nemmere at kaste sig over den færdiglavede flødeis, kan vi faktisk kun finde gode grunde til, at du i stedet kaster dig over at lave din helt egen af slagsen, der både kan nydes, når lækkersulten melder sig, men også når gæsterne melder sin ankomst og der skal dessert på bordet. 

Så nemt er det 

Det er meget nemmere at lave hjemmelavet is, end du tror. Faktisk kræver det ikke mere end enkle ingredienser og en hurtig indsats i køkkenet at lave din egen is. Resten af arbejdet klarer fryseren. 

Så godt smager det 

Når du laver din egen flødeis, kan du være sikker på, at ingredienserne er friske – og dermed smager meget bedre. Du kan tydeligt smage forskel, når du bruger frisk fløde og friske æg i din flødeis. Det smager bare godt!

Kan du også høre englene synge? 

Så mange muligheder er der

Vi vil næsten vove at påstå, at der er uendelige af muligheder, når det kommer til gode smage og smagssammensætninger i din hjemmelavet is. Mulighederne er i hvert fald langt flere end udvalget, der byder sig i supermarkedet.

Og så er det ovenikøbet også spændende og sjovt at eksperimentere med nye smage og sammensætninger – særligt for de små.

Selvom mulighederne er mange, når du laver din egen flødeis, er én ting sikkert: Isen skal være cremet! 

Det er trods alt kombinationen af det kolde, det fede og det cremede, der gør hver skefuld af flødeisen til noget ganske særligt. 

Det skal du bruge, når du laver hjemmelavet flødeis

Ingredienslisten er simpel. 

Til en portion is, der skal smage fire personer, skal du bruge: 

  • 4 æggeblommer
  • 1 dl. sukker
  • 2 dl. mælk
  • 1.5 dl. piskefløde

... og selvfølgelig dine foretrukne smagsgivere. De klassiske er chokolade, vanilje eller jordbær – måske endda sat sammen som en trio i form af 80'er-klassikeren: Regnbueisen.

Men som nævnt tidligere er det kun fantasien, der sætter grænser, når du skal tilsætte smag i din is. Tag bare for dig af de friske råvarer på hylderne i supermarkedet! 

Sådan bliver din flødeis cremet og fløjlsblød

Foruden ovenstående ingredienser skal du også bruge den her særlige ingrediens, der gør din is til en cremet herlighed og slår den sædvanlige færdigkøbte.

Du skal bruge glukosesirup.

Tilsætter du også glukosesirup i skålen, er du garanteret en skøn og cremet konsistens. Glukosesirup hæmmer nemlig krystallisering i isen, der til tider kan være en barriere mod den her perfekte konsistens.

Det smarte med glukosesirup er også, at den, til trods for navnet, ikke tilsætter en sød smag til isen. Du skal altså ikke være nervøs for, at din is pludselig bliver alt for sød i smagen, når du tilsætter den (næsten magiske) glukosesirup. 

Du skal tilføje 1 dl. glukosesirup til ovenstående ingrediensliste. 

Sådan gør du 

Fremgangsmåden er også simpel. 

  1. Pisk æggeblommer og sukker sammen
    Find en skål frem fra skabet. Hæld æggeblommer og sukker heri og pisk det godt sammen. Sæt skålen til side. 

  2. Hæld fløde, mælk og glukosesirup i en gryde 
    Hæld fløde, mælk og glukosesirup i en gryde. Giv det et hurtigt opkog til glukosesiruppen er opløst. 

  3. Pisk æggemassen ned i mælkemassen
    Pisk nu æggemassen ned i den varme mælk- og flødemasse. 

  4. Sigt og tilsæt smag
    Sigt massen gennem en fin si. 

  5. Tilsæt smag
    Tilsæt nu smage. Det kan være forskellige former for mosede bær, chokoladestykker, stykke af Daim, knuste cookies, citronsaft, bananer – eller hvad din smag er til. 

  6. Frys isen
    Hæld blandingen i en form, du derefter sætter på frys i mindst fem timer. Har du en ismaskine, kan du selvfølgelig køre blandingen herpå. 

Foruden de sædvanlige smagsgivere kan du også tilsætte disse 

  • Vaniljesukker
  • Stødt kanel
  • Finthakkede mandler
  • Hakket chokolade
  • Kakao
  • Likør
  • Rom eller cognaq
  • Kaffe
  • Små skumfiduser
  • Knuste cookies
  • Citronsaft
  • Appelsinsaft
  • Pistacienødder
  • Mandelessens
  • Lakridspulver
  • Avocado 
  • Nougat
  • Vingummier


Du kan nok godt fornemme, at der er mange muligheder, når du laver din egen is. 

Hvis vi skal fremhæve en af vores favoritopskrifter på hjemmelavet flødeis, må det være denne med brunet smør og valnødder. Den brunede smør er et perfekt match til valnødderne – og med et drys kanel og lidt appelsinsaft over kan denne is altså noget særligt!

Du kan også erstatte den klassiske isvaffel med to cookies og fylde en skefuld is her imellem. Så får du en lækker is-sandwich, der er lige til sætte tænderne i. 

Se her: Få opskriften på uimodståelig is-sandwich.

Flere fristende tips til friske is 

Har du fået mod på at lave hjemmelavet is, kan du med stor fordel læse med her, hvor vi giver dig tre tips til hjemmelavet is – med eller uden maskine

Vi har også samlet et stort udvalg af vores bedste opskrifter på hjemmelavet is. Du finder opskrifter på både flødeis, frugtige ispinde og indbydende isdesserter. 

 

Kilder: Dansukker // Dr.dk // Claus Meyer, Almanak