En flødeis består af letpisket flødeskum, æggeblommer pisket med sukker og hvad man ellers har lyst til af vaniljekorn, nøddestykker, frugter og bær. Bruger du ismaskine, er det nemt at opnå den cremede konsistens, fordi maskinen rører isblandingen rundt konstant, mens den samtidig køler ned til frysepunktet. Det gør, at alle molekylerne krystalliserer i små bitte stykker i stedet for større blokke, som ofte sker på den gammeldags facon uden maskine. Når du laver isen uden remedier, kan det være en fordel, efter du har sat beholderen med is i fryseren, jævnligt at tage den ud og røre i den, inden den bliver fast – og gerne mange gange.