Hver anden dansker ønsker at spise mindre kød, end de gør i dag. Det viser en undersøgelse fortaget af Coop Analyse. Men hvordan indfrier du dette ønske uden at gå på kompromis med både smag og mæthedsfornemmelse?
Svaret er simpelt: En særlig, lille ært giver dig mad, der både smager og mætter. Og så byder den på flere kvaliteter, der kun giver dig gode grunde til at indtræde i det kødfrie køkken.
Hvis du skal ændre dine madvaner, og skifte de rutineprægede opskrifter ud med nye, kødfrie af slagsen, skal du kende til denne lille perle fra Mellemøsten: Kikærten.
Kikærten kan bruges i de fleste retter, mætter godt, og så er den fuld af gode egenskaber, din krop vil takke dig for. Og nåja, så smager den fantastisk.
Kikærter har et højt proteinindhold og er derfor en glimrende kilde til protein i et måltid uden kød. Derudover har kikærter også et højt fiber- og jernindhold.
Disse egenskaber gør kikærter til en god erstatning for kødet, og du er derfor, med kikærter i indkøbskurven, godt på vej mod det velsmagende og mættende måltid, der lever op til ønsket om mindre kød på tallerkenen.
Husk, at lægge kikærterne i blød efter anvisningen på pakken, kassér derefter udblødningsvandet og kog dem afslutningsvis i nyt, frisk vand for at uskadeliggøre kikærternes indhold af lektiner, der kan resultere i mavesmerter, opkast og andre symptomer på maveonde.
Har du ikke tålmodighed til at vente på, at kikærterne ligger i blød natten over, kan du heldigvis købe dem forkogte på dåse. Så er du med det samme klar til lave lækre retter med kikærter.
Kikærter er altså en glimrende erstatning for kød, hvis du har et ønske om at mindske dit indtag i løbet af ugen.
Prøv fx denne lækre (og nemme) panderet med kikærter, kartofler og karry. Dertil serveres en iskold yoghurtdressing og naanbrød til at dyppe med. Et skønt, mellemøstligt indslag i madplanen – og vi garanterer, at hverken dine smagsløg eller mæthedsfornemmelse vil mangle noget.
Også mormormad kan du spise, selvom temaet er kødfrit. En højtelsket klassiker, frikadeller, kan ved hjælp af kikærter laves som vegetarret. Endda en yderst smagfuld en af slagsen! Prøv vores opskrift på lækre vegetarfrikadeller med bagte rodfrugter. De vil imponere hele familien – også mormor.
Vi skal selvfølgelig ikke glemme vores favorit, vi efterhånden (og heldigvis) har adopteret fra det mellemøstlige køkken: Falafler. Falafler er små, sprøde mundfulde lige til at sætte tænderne i. Servér dem, som her, med en blomkålssalat. Du kan også gå hele vejen i det mellemøstlige køkken og blende dig til en cremet hummus som tilbehør til dine falafler – og den kan du også dyppe grøntsagsstænger i eller smøre din sandwich med.
Kikærter er en alsidig spiller i køkkenet. De kan også bruges som en knasende ingrediens i pastaretter, som topping på supper, som en velkrydret snack til den lille sult og hvad madhjertet ellers begærer.
Du finder nedenfor endnu flere lækre vegetaropskrifter lige til at gå i krig med. Så er ønsket om flere kødfrie dage snart indfriet.
Kilder: Coop Analyse // DR // Politiken // Urtekram