Begår du denne fejl, når du krydrer din mad?

15. oktober, 2019

Selvom vi nøjagtigt ved, hvordan vi foretrækker at krydre vores yndlings gryderet, begår mange af os den samme fejl, når vi krydrer. En fejl, der på sigt resulterer i krydderier, der mister smag og kraft. 

Læs med her, og bliv klogere på, om du begår samme ærgerlige fejl, der gør krydderierne i skabet kedelige. 

Kanel, paprika, karry

... vi elsker krydderier!

Hvad end det er kanel i en sprød æbletærte, paprika i en mørbradgryde eller karry i en lun portion kylling i karry – vi kan ikke få nok af de farverige smagsgivere, der beriger os med lækker mad, hvilket nok også er grunden til, at krydderiskabet- eller skuffen bugner af krydderier i alverdens farver og smagsvarianter. 

Nej, krydderier bliver ikke for gamle

Heldigvis bliver krydderier ikke sådan lige for gamle. De bliver i hvert fald ikke for gamle på den måde, at de kan være sundhedsskadelige, hvis du indtager dem.

Det gør derfor ikke noget, at du igen har fyldt indkøbskurven med tørret oregano for blot at komme hjem og konstatere, at sådan en bøtte har du allerede stående i skabet. 

Dog mister krydderier i løbet af tiden meget smag og kvalitet, hvilket kan resultere i knap så smagfulde retter. 

Tip: Fintmalede krydderier som fx kanel, karry, spidskommen og muskatnød kan holde sig smagfulde i 2-3 år. Mærk derfor dine krydderier i skabet med købsdato for at danne dig et overblik over, om dine krydder er good-to-go i gryderetten.

Denne fejl resulterer også i kedelige krydderier 

Krydderier, der har stået i skabet i flere år, kan altså risikere med tiden at blive kedelige i smagen. 

Dog kan krydderier af nyere dato også blive kedelige. I hvert fald hvis du krydrer med krydderier direkte fra beholderen over den dampende gryde eller pande med mad. 

Damp fra maden i gryden eller panden ryger nemlig direkte op i din krydderibeholder og afgiver fugt. 

Fugt i krydderier udvander også smagen og kan i værste tilfælde skabe små klumper i krydderierne. Og det er knap så appetitligt at krydre med klumper, der ikke engang smager af noget. 

Sådan undgår du fugt i dine krydderier

For at undgå fugt fra maden i dine krydderier, er det en god idé, at du hælder lidt af dit krydderi ud i hånden eller på en ske og drysser derfra ned i gryden eller panden. 

Sådan skal du opbevare dine krydderier 

Når nu fugt viser sig at være en dræbende faktor, når det handler om krydderiernes smagsstyrke, er det ikke helt ligegyldigt, hvor du opbevarer din krydderier. 

Selvom hylden lige over komfuret virker som et oplagt sted at opbevare krydderierne, så de er lige til at gribe ud efter, når du står ved gryderne, bør du revurdere krydderiernes plads. Varmen og fugten fra komfuret kan nemlig skade krydderierne. 

Af samme årsag er det heller ikke optimalt at have krydderier stående på køkkenbordet, hvor der er også kan være varmt og fugtigt.  

Den bedste måde at opbevare dine krydderier på, i hvert fald hvis du vil undgå at smagen tager skade, er et mørkt og koldt sted. Gerne i tætlukkede beholdere såsom små sylteglas. 

Har du et lukket skab over komfuret, kan du godt opbevare dine krydderier heri. Det samme gælder en lukket skuffe under komfuret. Vær dog opmærksom på at der ikke er for varmt af varmen fra komfuret. 

Så er du sikker på, at få det absolut bedste ud af dine krydderier. Særligt hvis du også husker at markere beholderen med det lille mærke, der fortæller, hvornår de er købt. 

Kilder: The Kitchn // Dr.dk // Food-hacks