Nybegynderguide til brun sovs

06. december, 2019

Brun sovs er en uundværlig makker til mange danske middagsretter. Det er særligt i julemånederne, hvor der bliver spist masser af flæskesteg, and og frikadeller

Den brune sovs skal gerne smage, som da mormor lavede den og skal kunne sidde fast på en kartoffel. Selvom det kan lyde lidt svært, så behøver det slet ikke være det, hvis bare du læser videre her.

Vi har lavet en nybegynderguide til dig, der skal kaste dig ud i disciplinen for første gang eller dig, der bare gerne vil lære lidt ekstra om processen bag en god brun sovs.

Hvordan laver man brun sovs?

Denne basisopskrift på brun sovs er en sikker vinder hver gang, da den nemt kan smages til, så den passer præcist til det, der skal serveres ved siden af. En god brun sovs består af smagene salt, sødt, surt og umami – og så er den jo selvfølgelig brun.

Ingredienser

Opskriften giver sovs til ca. fire personer og tager kun omkring 15 minutter at lave. Dog skal du have lavet fx andestegen i forkøbet eller købt noget fond, før du giver dig i kast med at lave den brune sovs til middagen.

  • 40g smør
  • 4 spsk. hvedemel
  • 2,5 dl. fond eller bouillon
  • 2,5 dl. mælk
  • Et par dråber sovsekulør
  • Lidt salt
  • Lidt peber
  • Evt. lidt ribsgelé

Hvad er en fond egentlig? En fond er en smagsforstærkende væske, der bruges i mange retter og sovser. Forskellen på fond og bouillon er blot, at fond er kogt ind på ben, hvorimod en bouillon koges på kød eller grøntsager. Både bouillon og fond kan købes færdiglavet og klar til brug i Coop's butikker, men du kan også selv kaste dig over disciplinen. 

Tip: Hvis der ikke er nok væske, kan du med fordel tage lidt af det kogte kartoffelvand og komme på fx frikadellepanden, og bagefter koge stegefedt og kartoffelvand sammen. Så har du lynhurtigt din egen hjemmelavede bouillon til den brune sovs. Din bouillon kan fx også bestå af stegefedt fra flæskestegen eller andestegen. 

Den valgte fond eller bouillon skal gerne passe til valget af kød, så der skabes mest smagsmæssig harmoni i retten. Fx vil en oksefond passe bedre til en culotte end en flæskesteg. Dette skal selvfølgelig blot ses en guideline og du kan sagtens kombinere de smage du ønsker.

Fremgangsmåde

1. Find ingredienserne frem
Start med at finde ingredienserne frem fra køkkenskabene og mål dem op, så du ikke skal stå og gøre det imens, du giver din sovs kærlighed.

2. Lad smørret smelte
Find en gryde frem, der passer i størrelsen, og stil den på komfuret. Kom smørret i gryden og lad det smelte ved middel varme. Hold øje med at det ikke brænder på. Hvis det begynder at blive mørkt, skal du skrue ned for blusset eller tage gryden helt af varmen.

3. Tilsæt mel under omrøring
Når smørret er smeltet og blevet fint gyldent, skal du tilsætte hvedemelet, imens du rører rundt. Det er vigtigt, at du rører rundt hele tiden, da dejblandingen af smør og mel godt kan klumpe. 

4. Steg melet til det dufter af småkager
Når dejblandningen er rørt godt sammen, skal melet steges i gryden under omrøring i ca. seks minutter til det bliver lysebrunt og begynder af dufte af småkager.

5. Tilsæt væskerne under kraftig omrøring
Når der dufter af småkager i køkkenet, er det blevet tid til at tilsætte fond eller bouillon og mælk lidt af gangen. Her skal du give det en over nakken og røre godt igennem, så der ikke kommer klumper i sovsen.

Tip: Er sovsen alligevel blevet klumpet? Frygt ej. Læs med her, hvor der er hjælp at hente, så du kan redde den brune sovs.

6. Bring sovsen i kog og lad den simre
Når sovsen er rørt godt sammen og der ikke er nogle klumper i, skal sovsen bringes i kog. Når sovsen koger, skal varmen på komfuret skrues ned, så sovsen kommer til at simre. Lad sovsen simre i ca. fem minutter til den er tyknet og kogt godt igennem.

7. Få den til at smage som mormors brune sovs
For at sovsen bliver perfekt, skal den lige smages til. Smag den brune sovs til med salt, peber og evt. lidt ribsgelé for at give sovsen et syrligt tvist. Du kan også tilsætte sovsekulør for at få den rigtige brune farve. Du skal dog passe på, at der ikke kommer for meget kulør i, da det ofte kan smages i sovsen. 

Tip: Du kan erstatte eller kombinere mælken med lidt fløde, så du får en mere cremet sovs. Du skal blot smage sovsen mere til, da fløden godt kan maskere smagen lidt.

Sovsen er blevet for salt! Hvad nu?

Er du kommet til at salte sovsen for meget eller har du ladet den koge lidt for længe ind, så frygt ej! Du kan sagtens redde sovsen.

Det eneste du skal gøre er, at skrælle en kartoffel og koge den med i den brune sovs i et par minutter. Kartoflen vil suge salten ud af sovsen. Det er en god idé lige at smage sovsen til igen bagefter, da kartoflen godt kan tage lidt af de andre smage med også.

Sådan gør du, hvis sovsen skiller eller klumper

Du kan læse meget mere her, om hvordan du sikrer, at sovsen fx ikke skiller eller bliver klumpet. Du kan også gøre dig klogere med mormors råd mod fx sovseskind.