Sådan opbevarer du efterårets æbler

25. oktober, 2021

Både haven og supermarkederne bugner lige nu af friske æbler, som vi kan nyde godt af i både det salte og det søde køkken. Det er dog en kort fornøjelse, hvis du ikke opbevarer dine æbler helt optimalt. 

Læs med her, hvor vi gi'r dig vores bedste råd til at opbevare dine æbler, så du kan drage (smagfulde) fordele af efterårets herligheder – så længe som muligt. 

Sådan skal du opbevare æblerne

Efterårets vind rusker i træerne udenfor, og ned falder små, søde og syrlige gaver til os madentusiaster. Ja, det er saftige æbler, vi taler om. Efteråret er sæson for æbler, og det er svært ikke at være begejstret for dét. Æbler betyder nemlig lune æbletærter, knasende crumbles (helst dem med blød creme fraiche on the side) og gode salater, hvor æblet spiller en sprød og sød hovedrolle.

Det er ikke en hemmelighed, at vi på Coop Opskrifter elsker æbler – og vi vil derfor gerne ha’ dem til at holde sig lækre og friske i så lang tid som muligt. Derfor har vi undersøgt forskellige måder at opbevare æbler på. Og svaret er faktisk ganske simpelt. Dine æbler skal ha' mørke og kølige omgivelser. Så har de det bedst. 

Lad ikke æblerne flytte ind på køkkenbordet

Mange af os har den vane, at vi lader æblerne flytte ind på køkkenbordet. Eller måske i en frugtskål på spisebordet. Men det er altså en dårlig vane. I hvert fald hvis vi drømmer om at gnaske æblerne i os i længere tid. 

Skift i stedet køkkenbordet eller frugtskålen ud med grøntsagsskuffen i køleskabet eller tildækket i din garage eller i din kolde kælder. Her holder æblerne sig saftige, sprøde og lige til at spise.

Lidt æble-kemi på skemaet

Lad os lige sætte lidt æble-kemi på skemaet. Der er nemlig mere spændende (og vigtig) viden om æbler, vi også gerne vil dele med dig. 

I æbler finder du gasarten ethylen. Ethylen kan have den effekt at modne frugter, hvilket bevirker, at dine æblers siddekammerater i grøntsagskuffen risikerer at modne endnu hurtigere, end du måske lige ønsker. Og det er da ærgerligt, hvis du pludselig har overmodne tomater, når det først er om et par dage, der står tomatsalat på madplanen. Vi anbefaler dig derfor, at du, så vidt muligt, opbevarer dine æbler for sig. 

Forsød tilværelsen med æbleopskrifter

Nogle af vores yndlingsopskrifter er dem med æbler. Æbler har en nærmest magisk egenskab til altid at trylle desserter og kager endnu lækrere. Prøv fx vores opskrift på grillet æble toppet med råcreme og knasende nøddecrumble, der komplimenterer den bløde creme.

Er du til klassikere, er en god, gammeldaws æblekage altid en sand fornøjelse. I opskriften her har vi anrettet klassikeren i et glas, der tager desserten til nye højder. Så kan du også sagtens være bekendt at servere den for dine gæster. 

Kilder: Thekitchn