Lær at lave den perfekte milkshake

03. marts, 2019

Selvom det umiddelbart ikke kræver mange ingredienser (eller køkkenkundskaber) at lave milkshake, er der flere af vores gode tips, du bør tilsætte, når du skal forkæle familien med en sød shake – hvis du altså vil have en cremet milkshake, der bliver den nye familie-favorit. 

Vi gør dig fx klogere på, hvorfor blenderen pludselig kan gå hen og blive din værste fjende. Og så afslører vi vores yndlingsingrediens, der aldrig slår fejl, når vi hælder milkshake i glasset. 

... vi giver dig selvfølgelig også vores sødeste opskrifter på milkshakes. Også til dig, der lever og spiser vegansk. 

Den vigtigste ingrediens: Isen

Du kan bruge lige den is, du foretrækker, men de bedste milkshakes er lavet af de bedste is. Jo bedre din is smager, desto bedre smager din milkshake – så simpelt er det.

Vores fortrukne is er den økologiske variant fra Thise. Den kan du både få med dejlig chokolade-, vanilje- og jordbærsmag. Isen er lavet på fløde fra Jerseykøer og er både rig på smag og har den perfekte cremede konsistens. Med denne is er du garanteret en milkshake, der er fuld af god smag.

Inden du kommer isen i din blender, er det vigtigt, at den ikke er en hård isblok. Lad den derfor stå lidt på køkkenbordet og få varmen. Den skal selvfølgelig ikke smelte, men med en blød is, er det nemmere for dig at opnå den rette konsistens, når du skal blende. Så behøver du nemlig ikke at tilsætte unødvendige mængder af mælk, der faktisk ødelægger den cremede konsistens. I stedet lader du isen klare arbejdet, hvilket sikrer dig en fløjlsblød milkshake. 

Tilsæt mere smag


Selvom du vælger en god chokolade-, vanilje- eller jordbæris til din milkshake, må du ikke begå den fejl at glemme at tilføje flere ingredienser – og aller helst de bedste og friske af slagsen fra hylden i supermarkedet. 

Vil du lave en skøn jordbæris, er du garanteret den bedste smag af jordbær, hvis du også tilsætter friske og solmodne jordbær som supplement til smagen.

Bær er generelt skønne i milkshake. Også når du tilsætter dem i klassikere, som vi har gjort her i vores opskrift på dejlig chokolademilkshake med søde amerena-kirsebær.  

Skal din milkshake smage dejligt af kaffe, bør du tilsætte en god, friskbrygget tår for at få den bedste smag af kaffe frem i din milkshake. Prøv fx denne opskrift på kaffe- og chokolademilkshake. I opskriften er der også tilsat en anelse vodka, der gør den helt perfekt som dessert til voksne.

Vegansk milkshake

Lever og spiser du vegansk, behøver du (heldigvis) ikke at springe den søde milkshake over. I vores opskrift på vegansk milshake bruger vi vegansk is, kokosolie og friske bær til at lave en overdådig en af slagsen, der med garanti stiller den søde tand. 

Foretrækker du en god, klassisk vaniljemilkshake, er du nødt til at gøre dig selv den tjeneste at tilsætte lidt ekstra vanilje fra en frisk vaniljestang. Så er du garanteret en iskold smagssymfoni i glasset.  

Pas på med mælken

Som navnet også antyder, kan du selvfølgelig ikke komme udenom, at der skal mælk i din milkshake, men du må ikke glemme, at det er isen, der spiller den store rolle i din shake. Tilsæt derfor kun en smule mælk ad gangen og blend til du har den rette, cremede konsistens. Ved at tilsætte mælken lidt ad gangen, er dine chancer for den rette konsistens meget bedre.

Strengt forbudt: Tilsæt ikke isterninger

Mange begår den fejl, når de en varm sommerdag står med svedperler på panden, og kæmper en kamp med blenderen om at fremtrylle en lækker og kold milkshake, at de tilsætter isterninger. Den milkshake kan ikke blive kold nok!

Glem alt om isterningerne. Tilsætter du isterninger, tilsætter du vand, og vandet udvander både den tykke og cremede konsistens, men også den gode smag af dine yndlings ingredienser.

Hold igen på power-knappen

Nok er blenderen dit absolut vigtigste redskab, når du skal lave milkshake. Men det er altså også et redskab, der kan gå hen og ødelægge din drøm om den her perfekte shake. Jo mere du blender, jo mere varme frigiver maskinen nemlig fra både elektricitet og det hurtige arbejde, den gør med sine skarpe klinger – og dét ødelægger konsistensen på din is. Hold derfor tilbage med din power-knap og blend kun til dine ingredienser er rørt godt sammen. Helst ikke længere.

Gør din milkshake til noget særligt

Selvom ingredienslisten umiddelbart er simpel - god is, lidt mælk og udvalgte smagsforstærkere - er der mange muligheder for at pynte din milkshake til noget særligt.

Servér din milkshake i et gammelt syltetøjsglas, i et mere æstetisk vinglas eller et rustisk caféglas. Udtrykkene er forskellige, men fælles for dem alle er, at de giver noget særligt til din anretning.
Smid glassene en tur i fryseren inden servering. Det holder din milkshake kold og er især lækker at få serveret på en varm sommerdag.

Er du vild med chokolade, skal du selvfølgelig bruge chokolade, når du anretter din milkshake i glasset. Temperér noget godt chokolade og brug en ske til at fordele chokoladen op af kanten indvendigt i dine glas, inden du hælder milkshake i. Når du hælder milkshake i, vil du udefra se det lækre chokolade fordelt i et fint mønster op af kanten. Det får altså tænderne til at løbe i vand!

Har du ikke helt styr på det med at temperere chokolade, kan du læse med her, hvor vi guider dig, så du hurtigt kan få perfekt, smeltet chokolade i glasset. 

Top din milkshake med luftigt flødeskum og friske bær for et sødt og syrligt modspil til den cremede og tunge milkshake. 

Hylderne i supermarkedet bugner også med krymmel i alverdens farver, der er oplagt at pryde din milkshake med. 

Og husk også prikken over i’et: Et stort sugerør.

Så er der kun tilbage at suge milkshake i dig. 

Kilder: Condé Nast // Kitchn