Når duften af kanel, vanilje og kardemomme begynder at brede sig, så ved vi, at december er nær. Det er tiden, hvor familier samles omkring køkkenbordet for at ælte, rulle, trille, udstikke og bage dåsevis af sprøde julesmåkager.
Julens småkager smager ikke bare dejligt, de er også lette at lave – selv for små barnehænder. Brunkager udstukket i forskellige festlige former er oplagte at lave med familiens yngste medlemmer, men også pebernødder og vaniljekranse kan du sagtens lave sammen med en lille køkkenhjælper eller to.
Det er svært at komme helt udenom konfekt, når vi rammer december måned. I mange familier er der tradition for at lave marcipanfigurer og fyldte chokolader, som kan serveres i løbet af juledagene. Det er jo vigtigt, at vi ikke bærer julen ud! Og også her kan børnene være med til at eksperimentere med frugtfarve, krymmel og sjove redskaber. Det er en af de bedste måder at få tiden til at gå, når der er "længe, længe til" juleaften.