Der er ikke meget ved en gang æblegrød uden noget. Den ene skefuld efter den anden gliver glider ensformigt ned, sødt og lidt klumpet, uden at sætte de store spor på madglæden, fordi der mangler et eller andet. Der mangler det der gode ”KNAS”. Men med en gang ristede hakkede mandler og flødeskum på toppen – nu snakker vi!
Lyden fra knas og knæk når man spiser, søsætter flere glade tanker i hjernen, end man er bevidst om. En mulig forklaring er, at vi er programmerede til instinktivt at styre uden om bløde grøntsager, fordi de potentielt kan være ved at rådne. Omvendt er kød og korn lettere at fordøje og på den måde mere fulde af næring, når det er tilberedt med varme, og derfor opfatter vi lyden af sprød stegeskorpe som lyden af god mad.
De lyder ikke af meget, men de har det altså – knaset. Selv de små, røde ørredrogn på kartoffelmaden er nok til at få din mund til at reagere, så den sender positive signaler til hjernen. Det er altså ikke for sjov, at vi elsker sprød mad. Og de fleste måltider kan peppes op med lidt knas og den rette tilberedning.
Sprød skorpe på brød, pizza og kød handler hovedsageligt om høj varme. Oven på morgenmaden er hjemmeristet müsli oplagt som det sprøde element, men også hakkede, ristede nødder eller kerner kan gøre tricket. Hvis rugbrødet er enten nybagt med sprød skorpe eller ristet, får man et godt knas under ægget, kartoflerne eller andet, og pickles, frisk agurk, rå løg, radiser, sprød bacon eller fiskerogn har et lidt anderledes knas, men ikke desto mindre et godt knas. Munden registrerer alt fra små birkesfrø til brødcroutoner, og hjernen takker dig ved at give dig den dobbelte madglæde.
Kilde: Rasmus Bredahl & Nikolaj Buckhardt, Neurogastronomi - hemmeligheden bag det perfekte måltid