Uundværligt grilltip: Derfor skal du marinere i mayonnaise

18. juni, 2019

Som erfaren grillmester kender du til de udfordringer, der kan være med en grilltang i hånden. 

Kød og grøntsager, der sidder fast i grillristen, olie i marinaden, der drypper ned i varmen og usikkerheden om, hvorvidt kødet nu også er fuld af god smag.

Heldigvis kan du med en særlig ingrediens få styr på udfordringerne – og imponere med grillmad, der smager bedre end nogensinde før. 

Læs med her, hvor vi vi forklarer dig hvorfor en så simpel ingrediens som mayonnaise, fremover bør være din hemmelige ingrediens, når du er grillmester – uanset hvad du griller. 

 

Alt slags vejr er grillvejr 

Så snart kalenderen siger sommer, skal grillen frem – og det er også selvom solen ikke viser sig fra sin bedste side. Alt slags vejr er grillvejr! 

Vi elsker at grille, og vi griller gerne alt – lige fra fisk og kylling til store bøffer og selvfølgelig grillpølser. Sågar grøntsagerne får også en tur på grillen. 

Vores forventninger er høje til grillmaden. Den skal smage af noget! 

Heldigvis skal du ikke meget længere end ud til køleskabet for at finde ingrediensen, der sikrer dig grillmad, der smager. 

Mayonnaise (ja, du læste rigtigt) har nemlig nogle fantastiske egenskaber, der egner sig godt som marinade. 

... og det er altså både den på tube, den i glas – eller den, du nu engang har stående til at række ud efter. 

 

Derfor skal du marinere dit kød og dine grøntsager i mayonnaise 

Selvom du nok forbinder mayonnaise med en velsmurt sandwich eller som cremet dip til en sprød pomfrit, skal du altså nu vænne dig til, at mayonnaise bør være din foretrukne go-to-marinade, når du griller. 

Den fede, cremede og saftige mayonnaise gør det nemlig nemt for dig, når du griller: Den tilsætter smag, den holder fast på krydderierne, den fungerer som en "non-stick" pande og så bevirker den, at kødets gode saft forbliver i kødet.

 

Ja, mayonnaise er en smart smagsgiver

Det er ingen hemmelighed, at mayonnaise er fuld af fedt fra æg og olie. Fedt tilsætter god smag, hvilket er en af grundene til, at mayonnaise gør sig særligt godt som smagsgiver til dit kød på grillen. 

Mayonnaise består desuden også af eddike og salt, der også tilsætter god smag til dit kød på grillen. 

Foruden at tilsætte sin egen gode smag, forstærker mayonnaisen også smagen fra andre krydderier, og så fungerer mayonnaise som en slags lim til krydderierne.

Krydderierne hænger altså langt bedre fast til kødet, når du marinerer kødet i mayonnaise, inden du krydrer, end når du fx bruger olie. 

Erstatter du olie med mayonnaise, undgår du også spydige flammer og sprøjt fra grillen, der kan opstå, når olie rammer varmen. 

Næste gang du griller, kan du altså med fordel marinere både bøffen, kyllingen og endda fisken i mayonnaise og dine sædvanlige, foretrukne krydderier.

Mayonnaise er også en non-stick pande 

Som grillmester kan det være en stor udfordring, når kødet og grøntsagerne hænger fast på grillristen. 

Marinerer du dog både kød og grøntsager i et tyndt lag mayonnaise, undgår du den ærgerlige situation. Mayonnaisen fungerer nemlig som et lag non-stick. Fuldstændig som din non-stick pande i køkkenskuffen. 

En mere kemisk forklaring ligger til grunde for, at mayonnaise fungerer som en non-stick pande. Kort fortalt er mayonnaise en emulsion, altså en blanding af to væsker, der ikke er opløselige i hinanden, der bevirker, at olien i mayonnaise rent faktisk sætter sig (og bliver siddende) på kødet. 

Bruger du almindelig olie på dit kød, vil vandet i kødet forhindre olien i at hænge fast. Og derfor vil meget af olien, i modsætning til mayonnaise, faktisk dryppe af kødet ned i grillen. 

... og så giver mayonnaise kødet en gylden overflade, når det bliver tilberedt. Lige til at sætte tænderne i! 

 

Derfor sikrer mayonnaise dig saftigt kød 

Foruden at være en smart smagsgiver og en smart non-stick pande, sikrer mayonnaise som marinade dig også saftigt kød. 

Mayonnaise skaber nemlig et beskyttende lag om dit stykke kød, der holder på alle de gode safter og sørger for, at dit kød ikke tørrer ud, når det bliver grillet.

Så du er altså sikker på et saftigt og mørt stykke kød, når du marinerer i mayonnaise. 

Tip: Et godt stykke kyllingebryst bliver ekstra saftigt, når du marinerer det i mayonnaise. 

Sådan gør du 

Det er ganske simpelt at bruge mayonnaise som marinade. 

Du skal faktisk bare bruge din sædvanlige pensel, du marinerer med, til at smøre et tynd lag mayonnaise på dit stykke kød, kylling, fisk eller dine grøntsager. 

Efterfølgende skal du krydre med dine foretrukne krydderier. Så får du både den gode smag fra mayonnaisen og krydderierne – og mayonnaisen holder på krydderierne som den lim, vi tidligere beskrev. 

Du kan også lave din egen mayonnaise og tilsætte lige den smag heri, du har lyst til. Det kan fx være en estragonmayonnaise eller en god chilimayo, du herefter marinerer dit kød i. 

Se her: Sådan laver du nemt din egen mayonnaise

 

Der er kun gode grunde til at marienere dit kød i et lag mayonnaise, inden du lægger det på grillen. 

Vil du have endnu flere uundværlige griltips til sommeren? Læs med her, hvor vi forklarer dig, hvorfor du ikke skal prikke hul i grillpølsen – og andre gode råd, der gør tjansen som grillmester meget nemmere.

Velbekomme!

 

Kilder: Coop Analyse // Den Store Danske //  The Kitchn // The Daily Meal //