Derfor skal du ikke prikke hul i grillpølsen og andre gode grillråd

09. juli, 2024

Vi kan ikke komme udenom det. Der sker et eller andet magisk, når vores mad får en tur på grillen. Hvis det altså ikke er brændt på, tørt eller grillet til kedelighed. 

Det scenarie kan du heldigvis undgå, hvis bare du har styr på de vigtigste grillråd. 

Så er der snart saftige grillpølser, lækre marinader og fortryllende desserter (ja, de kan nemlig også grilles) på bordet! 

Vi er vilde med at grille 

Så snart vejret tillader det, bliver grillen støvet af. Nu skal der grilles! 

Vi griller alt – lige fra fisk og kylling til store bøffer og selvfølgelig grillpølser. Vores fornuft fortæller os også, at der skal grønt på tallerkenen, så også grøntsagerne får selvfølgelig en tur på grillen. 

Det viser en undersøgelse af danskernes grillvaner foretaget af Coop Analyse. 

Mænd er særligt vilde med at grille

Man kan næsten kalde det med at grille for en tradition i Danmark. Og traditionsrige er vi da også, når vi kigger på, hvem der står med grilltangen i hånden – og hvem der sørger for tilbehøret inde i køkkenet. 

De traditionelle kønsroller med manden bag grillen og kvinden med salatbestikket i hånden, holder nemlig stadig stik. Det viser samme undersøgelse af danskernes grillvaner foretaget af Coop Analyse

I undersøgelsen svarer tre ud af fire grillende mænd, at det er dem, der passer grillen. Samme andel af grillende kvinder svarer, at det er dem, der sørger for tilbehøret til grillmaden.

Sådan griller du en grillpølse uden at den sprækker

Den sprøde, saftige grillpølse har vundet vores hjerter, og er, ifølge undersøgelsen, en klar favorit, vi oftest og med størst glæde, smider på grillen. 

Vi har derfor også høje krav til vores grillpølser. 

De skal have det rigtige bid, der knækker mellem tænderne. De skal være saftige. Og så skal de have de flotte mørke striber fra grillen. Men helst ikke for mange. De skal jo ikke se brændt ud. 

Vores anbefaling: Prik ikke hul i grillpølsen

Når nu grillpølsen er vores klare favorit, er der også mange meninger om, hvordan man griller den. Især er der to ting, flere grillpølser-entusiaster er uenige om: Skal man prikke hul i grillpølsen eller ej?

På den ene side går argumenterne på, at man skal prikke små huller i sin pølse, inden man griller den, for at give mere plads til saften, som bliver omdannet til damp under grillningen. Dermed er der større chance for, at pølsen ikke sprækker. 

Ulempen ved at prikke hul i sin pølse er, at noget af saften og fedtet fra pølsen vil slippe ud under grillningen, hvilket resulterer i en mere tør pølse med mindre smag. Og det resultat går du ikke efter. 

Vores anbefaling går derfor på, at du ikke skal prikke hul i dine grillpølser. For at undgå, at grillpølsen sprækker, skal du dog følge vores næste råd meget nøje og huske at grille dine pølser ved svag varme, vende dem ofte og give dem masser af opmærksomhed. 

Grill ved lav varme

Mange begår den fejl, når de griller pølser, at det går for stærkt. 

80 % i den omtalte undersøgelse fra Coop Analyse svarer, at grillpølsen er den foretrukne ret på grillen i hverdagen, hvilket da også indikerer, at det gerne må være nemt og gå stærkt med de grillpølser. 

Dog er langt den bedste tilberedning af grillpølser ved svag og jævn varme over et længere stykke tid. Det kræver altså lidt tålmodighed fra grillmesteren, når der er pølser på grillen – især hvis du vil undgå, at grillpølserne sprækker.

Kernetemperaturen i dine grillpølser må ikke overstige 80 grader. Ved 80 grader udvider kødet i pølserne sig nemlig og de begynder at sprække – og du risikerer, at al den gode saft ender i kullene. 

Den optimale kernetemperatur i dine grillepølser er 75 grader. 

Sådan får du fine grillstriber på pølserne 

Vil du have fine grillstriber på dine grillpølser, uden de brænder på, skal du grille dem ved "reverse sear". 

Det er knap så fagligt, som det lyder, men betyder faktisk bare, at du griller dine pølser ved inddirekte varme, til de har opnået den gode kernetemperatur på 75 grader, hvorefter du tager dem af grillen og lader dem køle af. 

Åbn spjældene på din grill eller skru op for varmen, til grillen har en temperatur på 200-250 grader. 

Grill nu pølserne ved direkte varme i få sekunder, til de har flotte grillstriber. 

Den bedste grillmarinade 

Når der ikke står grillpølser på menuen, er det de gode bøffer, vi går efter i køledisken. Og en bøf på grillen bliver bare bedst ved hjælp af en god marinade

Når du skal lave din grillmarinade, er der fire gode tips at have i baghånden.

De fire gode tips giver vi dig lige her, hvor vi også fortæller dig, hvornår i processen, det er bedst at marinere dit kød: 

Se her: Fire tips til den bedste grillmarinade

Fortryllende desserter på grillen 

Som tidligere fastslået opstår der magi, når vi griller. Og det er ingen undtagelse, når vi kommer til desserter. Vi anbefaler dig derfor, at du kaster dig ud i desserter på grillen. 

Frugter er fantastiske til at trække grillsmagen til sig, og får de samtidig lidt grilloverflade, så er vi så godt som solgt!

Faktisk kan du også grille kager. Det lyder måske lidt besynderligt, men den er god nok. Mange kager egner sig til grillen. Fx vores lækre tærte med abrikos og hindbær.  

Så er det bare med at finde vaniljeisen frem og nyde prikken over i'et på din grillmenu. 

Få alle vores gode opskrifter på desserter til grillen her


Vil du også have et godt råd til, hvordan du rengører din grill nemt? Så skal du se med her, hvor vi afslører, at citron faktisk gør underværker som rengøringassistent

Nu er du klædt på som grillmester og klar til at gribe en af vores lækre opskrifter nedenfor, der er skræddersyet til grillen og en smagfuld sommer. 

God fornøjelse!

Kilder: Coop Analyse // Grillkaliffen og hans lærling // Politiken