Smart tip: Sådan ser du, om din dej har hævet længe nok

23. april, 2019

"Lad dejen hæve i 1-2 timer" eller "lad dejen hæve til dobbelt størrelse". Det lyder så nemt og ligetil, når det står i opskriften, men det kan være vanskeligt, når du står med dejen i skålen, at vurdere, hvornår den er dobbelt så stor. Og 60 minutter – er det nu også nok tid til netop din dej? 

Med et simpelt trick kan du hurtigt vurdere, om din dej har hævet længe nok. Så er det så nemt og lige til, som det står i opskriften.


Derfor skal du ikke stole blindt på opskriften 

Når du bager brød eller andet bagværk, skal du ikke nødvendigvis følge opskriften slavisk. I hvert fald ikke når det kommer til tidsangivelserne.

Temperaturen i dit køkken, fugtigheden, typen af mel du bruger, temperaturen på dine våde ingredienser og mange andre faktorer, opskriften ikke tager højde for, spiller nemlig en stor og til tider afgørende rolle, når det kommer til, hvor lang tid din dej både skal hæve og bage. 

Derfor er dit vigtigste redskab, når du bager brød, faktisk dine sanser. Hvordan føles din dej – er den klar til at komme i ovnen? 

Og når dejen er i ovnen, er det vigtigt, at du holder øje og mærker dig frem undervejs i bagningen. Temperaturer på ovne kan nemlig også variere, og derfor er det vigtigt, at du ikke stoler blindt på opskriften, men derimod gør dine egne erfaringer med dine egen ovn og dit eget brød. 

Brug derfor din opskrift som en guide og dine sanser til at vurdere den rette mængde tid. 

Hold øje med din dej når den hæver 

Når du sætter din dej til at hæve, er det vigtigt, at du holder øje med den. 

Kig til din dej efter én time. Derefter skal du kigge til den hver halve time. Når din dej ikke længere har vokset eller forandret sig siden dit sidste kig til den, er det tid til, at du finder ud af, om den har hævet længe nok og har den struktur, den skal have. 

Så nemt ser du, om din dej har hævet længe nok

Som vi nævnte tidligere, skal du bruge dine sanser. Du skal prøve dig frem og mærke på din dej hvordan den føles. 

... spørgsmålet er så bare, hvordan den egentlig skal føles? 

Det er her, du gør klogt i at bruge vores smarte tip. Med det kan du nemlig let afgøre, om din dej føles færdighævet og klar til at blive bagt til dejligt brød. 

Alt du skal bruge er dine fingre – og et par gode tommelfingerregler. Sværere er det ikke.


Sådan gør du:

Det eneste du skal gøre, er faktisk at prikke til dejen med et par fingre. Når du prikker til dejen, skal du holde øje med, hvordan dejen svarer dig. Altså, hvordan den reagerer, når du prikker til den. 

Alt afhængig af hvilken type dej du har i skålen, er der forskellige faktorer, du skal holde øje med, når du prikker til din dej: 

  • Dej med kun mel, salt, vand og gær
    Arbejder du med en dej, der kun består af mel, salt, vand og gær, er dejen færdighævet, når den slipper dine fingre let og du ikke efterlader mærker fra dine fingre i dejen.

  • Dej med smør, æg, olie eller mælk
    Har du også tilsat æg, smør, olie eller mælk i din dej, vil du opleve, at din dej opfører sig lidt anderledes end ovenstående, når du prikker til den.

    Den vil nemlig ikke slippe så let, men derimod være lidt mere fedtet i strukturen. 

    Men jo mere din dej får lov til at stå og hvile, jo mere udvikler nettet af glutenstrenge sig i dejen. På knap så fagligt sprog betyder dét, at dejen vil slippe dine fingre lettere og lettere jo længere den hæver.

    Du skal derfor prikke til dejen nogle gange undervejs og sammenligne med de andre gange, du har prikket til den, hvordan dejen slipper. Når dejen ikke længere virker så fedtet i måden den slipper på, sammenlignet med de andre gange, du har prikket til den, er den ved at være klar.

    Du skal altså løbende holde øje og sammenligne hvordan dejen slipper fra din fingre. Når dejen ikke virker fedtet og ikke længere ændrer sig i måden, den slipper på, så er den klar til, at du arbejder videre med den.

    Det er lidt samme princip, som da du holdte øje med størrelsen på dejen. Når den ikke vokser og ændrer sig i størrelsen længere, er den klar til brug. 



Det er altså ved at bruge dine sanser og din fornemmelse, at du får det bedste resultat og mindsker risikoen for, at din dej hæver for længe eller for kort.

... og husk: Øvelse gør (bager)mester. Det er derfor bare med at springe ud i en af vores opskrifter på lækkert bagværk, som vi har fundet frem til dig nedenfor. 

Så vil smagen og duften af hjemmebag snart imponere hele familien.  

Kilder: Finax.dk // Life Hacker