Få et par nemme tips, så risengrøden ikke brænder på

09. juli, 2024

Det er risengrød, der gør ganen blød – hvis den altså ikke smager brændt. Heldigvis kan du komme den brændte grød i forekøbet ved at tilsætte vores gode råd. 

Er du til risengrød, der ikke tager alverdens tid at koge, giver vi dig opskriften på risengrød kogt i mikroovnen. Så bliver det ikke meget nemmere! 

Vores alle sammens december-darling

I gamle dage var grød lavet på rug, havre eller byg. Skulle der være fest, blev grøden kogt på mælk.

Ris var dyre, og risengrød var derfor en luksusret, der kun blev kogt i de riges gryder. Omkring år 1900 blev risene til at betale hos købmanden, og risengrød blev en ret for alle.

I dag er risengrød en fast del af vores juleritual, vi gerne smasker i os flere gange om måneden, mens vi venter på, at lyset brænder ned, og juletræet tændes.  

Risengrød kan for nogle skabe frustrationer fremfor at sprede juleglæde. Dog kan du med vores nemmere fremgangsmåde og gode tips gøre det meget nemmere at koge risengrød. 

Sådan rører du dig til succes i gryden 

  1. Find en tykbundet gryde frem
    Åben skabet og tag en tykbundet gryde frem. Det er den bedste gryde at koge risengrød i. 

  2. Skyl gryden med koldt vand
    Skyl gryden med koldt vand inden du går i gang – så brænder mælken ikke så nemt på.

  3. Hæld mælk i gryden 
    Hæld mælk i gryden og bring væsken i kog. Drys derefter, under omrøring, riskornene i. Rør godt rundt i gryden indtil kogepunktet igen er nået. Når kogepunktet er nået, skruer du ned for varmen på komfuret.

  4. Rør hyppigt i gryden
    Tilsæt nu en god portion tålmodighed. Grøden kræver nemlig hyppig omrøring under lav varme. En hurtigkogt grød bliver sej og brænder nemt på.

    Tip: Rør i ottetaller så du er sikker på, at du rammer hele grydens flade. 

  5. Grøden er færdigkogt, når den har rette konsistens
    Når grøden har en tyk og cremet konsistens, er den færdig. Smag den nu til med salt og servér i en dyb skål. Drys med kanelsukker og en smørklat på toppen. 


Disse gode råd tager dig sikkert gennem opskriften, så du undgår en brændt smag i din grød. 

Hvis du koger risengrøden med henblik på at lave risalamande, er det lækkert at koge en halv til en hel flækket, udskrabet vaniljestang med, så får dine ris ekstra god smag af vanilje.  

Risengrød i mikroovnen sparer dig tid 

Sluk for komfuret og tænd i stedet for mikroovnen. Så slipper du for konstant at røre i gryden, og kan i stedet rette din opmærksomhed på julens andre gøremål. 

Sådan gør du

  1. Hæld mælk og ris i en skål
    Kom mælk og ris i en dyb skål, der kan tåle at komme i mikroovnen. Dæk skålen løst til med film.

  2. Sæt skålen i mikroovnen
    Kog grøden i mikrobølgeovnen i 10 minutter. Tag den ud og rør godt rundt. Sæt skålen ind i varmen igen i 10 minutter. Tag den endnu en gang ud og rør godt rundt. Kog nu grøden i mikroovnen i fem minutter og lad den derefter hvile, tildækket, i fem minutter på køkkenbordet.

  3. Smag grøden til
    Smag til sidst grøden til med salt – og så er den klar til at blive spist. Men husk, sæt ikke skeen i den før, den har fået en smørklat smør. 

Tip: Drik et glas rødvin til din risengrød. Det anbefaler Frk. Jensen i de ældste kogebøger. 

Kilder: Dr.dk // Gastronomisk leksikon // Meyers // Samvirke