Kender du også til en hvid og knap så pæn overflade på dine glas, efter de har været en tur i opvaskemaskinen? Det er desværre et meget almindeligt syn – men er det glaspest eller kalk, der, med den rigtige fremgangsmåde, rent faktisk kan fjernes?
Vi hjælper dig med at kende forskellen!
Glaspest viser sig som en hvid stribe øverst på glasset. Det er egentlig kiselsyre, som stammer fra selve glasset, og som udskilles ved temperaturer over 60-65 grader. Det er derfor et vigtigt skridt i kampen mod glaspest at bruge et program ved lav temperatur, når du vasker dine glas i opvaskemaskinen.
Er dine glas først blevet angrebet af glaspesten, er der ikke meget hjælp at hente. Glaspesten ødelægger nemlig glassets struktur og kan ikke fjernes.
Selvom kalk på glas heller ikke er et kønt syn, er det bedre end glaspest, da der rent faktisk er opskrifter på, hvordan du kan fjerne kalk. Ved at afprøve disse opskrifter, bliver du hurtigt klar over, om der er tale om kalk eller glaspest, da kalk vil aftage på glasset – mens det ikke vil have nogen virkning på glaspest.
Kalkbelægning kan du fjerne ved at lægge glassene i en balje med varmt vand med eddikesyre. Der skal bruges 2 dl. eddikesyre til 1 liter vand. Husk at bruge handsker, da eddikesyre er hårdt for hænderne.
Mælkede, tågede og hvide glas kan også skyldes for meget opvaskemiddel eller misligholdelse af saltfilteret i opvaskemaskinen. Det er derfor altid en god idé regelmæssigt at tjekke om din opvaskemaskine er, og arbejder, som den skal.
Kilde: Forbrugerrådet Tænk