Så længe holder dine madvarer i fryseren

11. april, 2018

En fryser fyldt med madvarer er et syn, de fleste af os kender. Men kender du også til holdbarheden på madvaren i posen, når den har nået fryseren?  

Der er noget magisk over fryseren, der ved 18 minusgrader forlænger holdbarheden på vores madvarer. Men selvom mange af os sværger til fryseren, når vi står med rester fra køkkenet, holder vores fødevarer ikke evigt i fryseren.

Bliv klogere på holdbarheden her og få et par uundværlige fryse-fifs med på vejen. 

Inden du fylder fryseren 

... er der et par faktorer, du bør tage forbehold for, når du bruger fryseren som konserveringsmetode:

Sørg for at din fryseemballage er tæt for vanddampe og aromastoffer, og slutter tæt om fødevarerne. Du kan med fordel bruge frysetape, frysealufolie, fryseposer og forme af aluminium og plast med låg - og så skal du huske at datomærke. Når vi lægger mad i fryseren, er det kun 12%, der altid skriver dato på pakken, viser en undersøgelse foretaget af Coop Analyse. 

Når du har datomærket din emballage, kan du hurtigt skabe dig et overblik over, om overskudsbollerne fra fødselsdagen stadig er gode, eller om hakkekødet kan bruges i kødsovsen. Med tiden vil konsistens, duft og smag ændre sig. Du bliver dog ikke syg af at spise maden, da bakterievækst stopper ved 10 minusgrader. 


Så længe holder maden sig på frost 

  • Mager fisk: 3-6 måneder
  • Fed fisk: 2-3 måneder
  • Fede kødtyper: 3 måneder
  • Magert kød: 6 måneder 
  • Bagværk, fedtholdigt: 2-3 måneder 
  • Bagværk, magert: 4-5 måneder 
  • Frugt: 10-12 måneder 
  • Grøntsager: 6-12 måneder
  • Mælkeprodukter: 3 måneder
  • Hele æg og blommer: 6 måneder
  • Madrester og færdigretter: 3 måneder

 

De smarte fryse-fifs 

Der er flere gode grunde til at elske din fryser - magisk eller ej: 

Står du med en håndfuld krydderurter, du ved, du ikke får brugt? Grib fryseposen og fyld den med krydderurter. Tag posen op når du skal bruge krydderurterne i din madlavning. Smagen er bevaret, og så er de en fornøjelse at hakke frosne. 

Fond og fryser går også hånd i hånd. Fyld en isterningbakke med resterne af din fond og smid den i fryseren. Så er der altid fond på lager, når sovsen skal smage af mere. 

Og så er der parmesanosten. Parmesan er som et drys af himlen på varme retter eller i salater, men der kan gå længe mellem, man bruger den – og her kommer fryseren dig til undsætning. Ved at nedfryse din parmesanost undgår du bakterievækst og mug. Tag osten op når du skal bruge den. Du kan sagtens rive den over dine retter, selvom den er kold. 

Vil du have flere råd til fryseren, og hvordan du udnytter dens fulde potentiale? Læs mere her.

Kilder: Forbrugerrådet Tænk // Claus Meyer, Almanak // Videnommad.dk // Samvirke // Coop Analyse