Sådan bruger du fryseren rigtigt

09. juli, 2024

Fik du ikke brugt hele pakken med hakkekød, eller har du boller tilbage fra søndagens brunch? Så brug fryseren og forlæng madens holdbarhed! Der er dog visse faktorer, du bør være opmærksom på, når du bruger fryseren som konserveringsmetode


Frys din mad ned til mindst 18 minusgrader, og du forlænger holdbarheden. Smart, ikke? Nedfrysningen har ikke yderligere betydning for madvarens udseende eller næringsindhold, og smagen bevares også. Selvom det er nemt at smide kødet i en pose og ned i fryseren, er der visse forholdsregler, du bør tage dig, inden posen rammer samlingen i fryseren. 

Hurtig nedfrysning

Ved nedfrysning dannes iskrystaller. Disse krystaller kan ødelægge fødevarens celler, hvilket har betydning for optøningen. De ødelagte celler kan nemlig ikke holde på vandet i fødevaren, og optøningen kan derfor ødelægge den oprindelige tekstur. Jo større disse iskrystaller er, jo større skade gør de. Store iskrystaller skabes ved langsom nedfrysning, derfor skal nedfrysningen gerne ske hurtigt - så har fødevaren en bedre chance for at bevare sin tekstur. 

Emballage

Når du nedfryser dine fødevarer, spiller emballagen en vigtig rolle. "Tæt" er dit nøgleord til optimal nedfrysning. Emballagen skal være tæt for vanddampe, og kunne slutte tæt om fødevaren. Du skal altså sørge for så vidt muligt at undgå ilt i posen. 

Det er en god idé at mærke fryseposen med dato, så du undgår, at den samme pose ligger nederst i fryseren i flere måneder, men derimod får brugt posernes indhold løbende efter datomærkningerne. 

Fede fødevarer som flæsk, laks, fars og hakket kød kan kun holde sig tre måneder i fryseren, da fedt er udsat for harskning under frysning. Bagværk kan også kun holde sig tre måneder i fryseren.  

Optøning 

Kød, fisk og fjerkræ, der har været frosset ned, bør altid optøs i køleskabet. Den lave temperatur gør det svært for eventuelle bakterier at overleve. Har din fødevare ligget og fået varmen på bordet, er der ikke andet for end en hurtig tilberedning - og ikke noget med at nedfryse varen igen. Det kan du godt, hvis du har brugt køleskabet til optøning, det er dog ikke optimalt for fødevarens kvalitet. 

 Kilde: Claus Meyer, Almanak