Nemme snacks, du kan have med på tur

09. juli, 2024

På picnictæppet i det grønne, på tur med familien i det fri eller til køreturen, der for spændte sjæle kan være lang. Det er altid godt at være forberedt med lækre snacks og madpakker, når sulten melder sig og der skal tankes energi til dagens aktiviteter. 

... men hvad skal du, uden for meget besvær, pakke i kurven, så du er sikker på, at maden smager både store og små i familien – og ikke mindst holder sig frisk på farten? Dét får du svaret på her.

Snackgrønt med dip at dyppe i 

Hovedreglen når du pakker spiselige sager til turen er, at det skal være nemt og bekvemmeligt både at servere og nyde på stedet. 

Snackgrønt er sprødt, lækkert og opfylder også hovedreglen om bekvemmelighed. Skær gulerødder, agurker, peberfrugter, broccoli eller blomkål ud og hav dem i en pose til hele dagen. 

Gør det lidt sjovere og mere indbydende at spise de grønne snacks ved også at servere en hjemmelavet dip til at dyppe i. Prøv fx vores lækre avocadodip, der gør sig ekstra godt til dine grøntsagsnacks – og så kan den nemt transporteres i tupperware, der også fungerer som skål ved bordet under den blå himmel. Så skal der knases grøntsager! 

Et godt tomat-tip

Tomater er en af vores foretrukne snacks, når vi er på tur. De kan nydes, som de er i mundrette hapsere eller spises med et godt stykke brød til. Og så holder de sig friske hele dagen ved både høje og lave temperaturer. Smart.

Dulcita tomaterne fra Smag Forskellen er vores favoritter, der altid ryger med i tasken, når vi pakker til turen. Netop disse tomater har nemlig en særlig sødme, som især gør sig godt i salater og som snack. Vi kan slet ikke stoppe med at hapse tomaterne i os, når vi først er gået i gang. 
Dulcita tomaterne kan du kun købe i Coop's butikker. 

Grøntsager for sjov

Det kan også være en sjov idé at trække tomaterne på spyd i selskab med andre sprøde grøntsager. Det ser flot ud, og børnene synes, det er sjovt at spise grønt på den måde. Blomkål, broccoli, agurk, tomater og skiver af tør ost gør det godt som kombination på et spyd, der foruden at være en sjov spise, også er nem og praktisk at medbringe på turen.

Pizza og muffins i én særlig snack

Hvem i familien er ikke vild med pizza og muffins? Og når man er på tur, må det gerne være noget særligt og spændende, der gemmer sig i madpakken. 

Kombinér derfor det bedste af de to verdener i én og servér lækre pizzamuffins, der hurtigt (og smagfuldt) stiller sulten på turen. 

Disse pizzamuffins kan laves allerede dagen før hjemme i køkkenet og nemt nydes dagen efter i det fri. Endda med én hånd – hvad end det er på et picnictæppe, på en bænk eller i bilen. Så bliver det altså ikke meget nemmere. 

I samme genre som pizzamuffins finder du også pirogger, der egner sig godt som sult-stiller på farten. Pirogger kan du nemt fylde med alle slags rester fra køleskabet, og så kan du ovenikøbet snige en masse grøntsager i, så du er sikker på, at familien får sundere sager i sig. 

Du kan også lave en ekstra portion pirogger og smide dem i fryseren og tage op efter løbende behov. Mon ikke der venter en picnic-tur eller to i løbet af sommeren, når det gode vejr byder sig? 

Se her: Få opskriften på skønne pirogger til farten.

Søde (og uundværlige) snacks

Der skal selvfølgelig også lidt sødt til ganen, når familien er på farten. 

De søde sager skal helst ikke være for snaskede, men selvfølgelig stadig stille den søde sult. 

Disse skønne dadelkugler og kakaosnacks er et sundere alternativ til det søde indslag i madkurven. De kan nemt pakkes ned i en pose og nydes som en lille dessert. 

Tip: Kuglerne kan du lave i god tid før, I skal på tur. De kan nemlig holde sig i op til 14 dage i køleskabet i en lufttætbeholder. Hvis du da kan lade dem være så længe. 

Du kan også overraske og vække syndig glæde hos familien ved at medbringe en dejlig, hjemmebagt kage. Skær den ud hjemmefra og pak den godt ind i lidt folie. Så er den nem at nyde, når det er tid til eftermiddagskaffe på turen. 

En god kage til farten er denne svenske kartoffelkage. Den er ikke spor snasket, men fin og saftig med en marcipanlignende konsistens. Du kan også bage vores lækre browniebarer med mælkechokolade og nødder, der gør sig godt som to-go-kage.

... så er prikken over i'et på din gennemførte madkurv sat. 

Andre gode tips og tricks til turen

Det kan være nødvendigt også at pakke en række gode tips og tricks med i madkurven: 

  • 3-timers reglen
    ... kender du den? Den er i hvert fald vigtig at kende til, når I skal på farten med madkurven under armen. 
    Når mad har stået fremme ved 20 grader i tre timer, så begynder bakterierne at udvikle sig så meget, at man faktisk kan få madforgiftning af det. Derfor er det også en god idé at smide resterne ud, når man er færdig. De er ikke gode at nyde godt af hjemme efter turen. 

  • Opbevar maden koldt
    Skift madkurven ud med en køletaske og tilhørende køleelementer, der holder maden kold. Så er du sikker på, at din mad er frisk, når den skal spises. 
    Ligger du ikke inde med en køletaske, kan du også overveje om nogle af dine madvarer skal være kolde eller evt. frosne, når I tager afsted hjemmefra. Så kan de tø op i kurven og samtidig fungere som effektive køleelementer. 
    Frosne juicebrikker eller en pose frosne ærter fungerer godt som køleelementer.

  • Husk rigelige mængder af væske
    Det er vigtigt ikke at gå ned på væske. Familien skal helst ikke tørste eller dehydrere! Tag derfor masser vand med på turen. Tilsæt evt. lidt smag til vandet. Fx lidt frisk mynte eller skiver af appelsin og citron. Så ryger der med garanti rigelige mængder af væske indebords. 

    Psst... Du kan læse med her, hvor du kan blive klogere på, hvorfor der skal citron i dit vand. Hver dag. Det er nemlig rigtig godt for din krop. 

 

Med disse lækre opskrifter og tips til den gode tur, er der ikke meget andet tilbage end at gribe madkurven og invitere familien og dem, du holder af med på en uforglemmelig tur under den blå himmel. 

God fornøjelse. 

Kilder: Dr.dk // Miljø- og fødevareministeriet // Smagforskellen.dk