Den lille farverige frugt gør det godt som snack på farten, men ved du, om det er en mandarin eller en klementin, du tager med?
... en diskussion vi i løbet af vintermånederne ofte tager op, mens vi piller og spiser løs af mandarinen (eller klementinen).
Men hvilke argumenter skal du bruge, så du er sikker på, at du får ret, når diskussionen går på, om det er en mandarin eller klementin, du har taget med?
Dem afslører vi her!
Klementinen er en mandarinsort, men mandarinen er helt sin egen.
Mandarinen stammer fra Kina. Ordet mandarin refererer til de orange dragter, som de kinesiske embedsmænd bar ved de gamle kinesiske domstole. En Sir Abraham Hume importerede i 1800-tallet flere mandarin-sorter til England, hvilket var startskuddet på den lille frugts udbredelse i resten af verden.
Formen er stort set ens på de to frugter, så dét er altså ikke din argumentation for, hvad der er hvad.
Størrelsen varierer fra sort til sort, så man kan heller ikke sige, at en mandarin er større end en klementin – eller omvendt.
Begge frugter har en nupret overflade. I overfladen sidder små sække med citrusolie, som spreder den genkendelige duft af jul, når vi sætter fingrene i skrællen.
Begge frugter har også et højt indhold af A- og C-vitaminer, så er du ude efter vitaminer til vinterens forråd, er det lige gyldigt, om du fylder dig med klementiner eller mandariner.
Bonusinfo: Det hvide væv, der ligger mellem skræl og frugtkød, kaldes albedo. Så kan du også imponere med dét, når diskussionen går på mandariner og klementiner.
Du kan altså hverken bruge formen, størrelsen eller vitaminindholdet som argumentation for, om det er en mandarin eller klementin, du har taget med på farten. Det er andre faktorer, der spiller en rolle.
Som hovedregel har klementiner en tyndere skal og er sværere at pille end mandariner, men vil du have afgjort, om det er det ene eller det andet, inden du giver dig i kast med at pille frugten, skal du kigge på farven.
Mandariner er nemlig lidt mørkere og mere orange i farven, end klementiner er.
Når du sætter tænderne i frugten, vil du opdage, at en klementin ofte har færre kerner end en mandarin og er sødere i smagen.
Der er god grund til at høste den søde frugt, når hylderne i supermarkedet (endelig) igen vrimler med mandariner og klementiner.
Foruden at være en super snack på farten, gør de små frugtstykker det også fremragende i madlavningen. Prøv dem i en salat som et syrligt indslag eller lad dem gøre din brie selskab og imponér brunchbordets gæster.
Du kan også tørre skrællen på en økologisk mandarin eller klementin og rive den over din cappuccino eller komme den tørrede skal ned i din thedåse for ekstra god smag til din the.
Kilder: Politiken // Raavareguiden