”Marmelade er en blanding med passende geléagtig konsistens … ” står der i fødevareloven. Her skelner man ved at måle på den præcise mængde af frugt, der bliver brugt til at lave det færdige produkt. Før et produkt på supermarkedshylden må kalde sig ”syltetøj”, skal det indeholde hele stykker af frugt, og frugtindholdet skal være mindst 45 %, hvorimod marmelade kun skal indeholde mindst 35 % frugt.
Historisk set har marmelade været forbundet med en mere tyk og geléagtig konsistens, mens det omvendte gælder for syltetøj. Sådan vil de fleste bedstemødre nok også svare, hvis du spørger dem. Men i dag er der ikke den store forskel, når det kommer til stykket.
Konsistens og smag flyder ofte sammen i en gråzone, hvor marmelade og syltetøj ikke rigtigt kan skelnes fra hinanden. Og hvad angår din egen hjemmelavede variant, er der ingen grund til at hænge sig i definitioner. Den skal bare passe til formålet; de tyktflydende bliver nemmest på brødet, mens de helt tyndtflydende af slagsen egner sig godt til fx desserter og på morgenmaden. Få gode tips til når du skal lave den selv her.
Kilder: Retsinformation.dk // Gastrolex.dk // Denstoredanske.dk